Byggeriet af FLSmidths domicil er sat i gang

CHP Pulse får blandt andet FLSmidth som lejer. Skanska investerer 534 millioner kroner i den 16.830 kvm store ejendom. Byggeriet er sat i gang.

Mandag blev der taget første spadestik til CPH Pulse. En stor del af bygningen på det centrale hjørne af Havneholmen i Københavns Havn kommer til at rumme FLSmidths nye domicil, når den står klar i slutningen af 2024. Det skriver Skanska i en pressemeddelelse.

Skanska har gennem 10 år har bygget en række bolig- og kontorbyggerier på Havneholmen, og CPH Pulse er af ejendomsudviklerens sidste projekter i området.

Kontorejendommen er som det første kontorbyggeri i København blevet præcertificeret til DGNB Platin, som er den højeste bæredygtighedscertificering i DGNB-systemet.

CPH Pulse indrettes som flerbrugerejendom, men FLSmidth sætter sig på 13.400 kvadratmeter.

– Vi har et stærkt fokus på bæredygtighed og en målsætning om at levere teknologi til nuludledning i minedrift og cementproduktion. Bygningen passer på den måde godt til os, men vi glæder os samtidig meget til at flytte ind i et fleksibelt kontorbyggeri, der kan understøtte vores måde at arbejde på, udtaler administrerende direktør Mikko Keto fra FLSmidth i meddelelsen.

CPH Pulse. Visualisering: Holscher Nordberg.
CPH Pulse. Visualisering: Holscher Nordberg.

Lige overfor hovedindgangen vil en ny metrostation være åbnet, når FLSmidth om et par år flytter fra det gamle hovedkvarter i Valby.

CPH Pulse er tegnet af arkitektvirksomheden Holscher Nordberg, der også har tegnet naboejendommen CPH Highline og Skibbroen på Havneholmen. Totalentreprenør på projektet er Nordstern.

– Med CPH Pulse er vi helt fremme i spidsen af feltet, når der ses på mere bæredygtigt byggeri, fleksible kontorer og en lokation i særklasse i København. Vi glæder os meget til dagligt at kunne følge byggeriet fra vinduerne i vores eget kontor i naboejendommen, siger Peter Nymann-Jørgensen, direktør for Skanska.

Der er stadig 3.200 kvadratmeter ledig kontorplads på de to øverste etager af CPH Pulse, som i alt fordeler sine 16.830 kvadratmeter på ti etager.