Byggeriet af TrygFondens Familiehus Aalborg er officielt i gang, og i 2027 vil børnefamilier med alvorlig sygdom få en tryg base tæt på Aalborg Universitetshospital.
Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Første spadestik blev taget den 20. august 2025, og familiehuset forventes at stå klar om to år.
Granly Tømrer- og Snedkerforretning A/S er totalentreprenør, og indvielsen forventes i foråret 2027.
Projektet er tegnet af Kjaer & Richter i samarbejde med Brix & Kamp Rådgivende Ingeniør og landskabsarkitekter fra Arkplan.
Huset opføres i Hospitalsbyen i Aalborg Øst tæt på hospitalet og vil rumme 10 familielejligheder samt fællesarealer. Bæredygtighed er en central del af projektet, og TrygFonden, der har bidraget med 25 millioner kroner, ser familiehuset som en vigtig støtte.
– Vi ved fra erfaringer i vores andre familiehuse, at det at kunne være tæt på hinanden, når sygdom rammer, har enorm betydning, udtaler Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.
Familiehuset vil støtte familier, hvor enten et barn eller en forælder er indlagt med længerevarende, alvorlig eller kronisk sygdom. Formålet er at skabe et hjemligt miljø, der giver nærhed og tryghed i en svær tid.
En selvejende institution vil stå for driften og huset, og der søges sponsorer til inventar og værelser.























