Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv. Foto: PR.
Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv. Foto: PR.

Der er udsigt til fremgang i den danske bygge- og anlægsbranche i år, men opsvinget er langt fra bredt funderet.

Ifølge Dansk Erhvervs prognose ventes de samlede bygge- og anlægsinvesteringer at vokse med 3,3 procent i 2026. Det skyldes især en kraftig stigning i de offentlige investeringer, som ventes at gå frem med 27,3 procent til 66 milliarder kroner.

Bag de pæne væksttal gemmer der sig imidlertid et mere blandet billede. Boliginvesteringerne ventes at falde med 2,5 procent i år til 116 milliarder kroner, mens erhvervslivets bygge- og anlægsinvesteringer ventes at falde med 0,5 procent til 146 milliarder kroner. I første halvår omsatte branchen for 197 milliarder kroner, hvilket er en procent lavere end i samme periode sidste år.

– Vi glæder os over den samlede vækst, men den må ikke skygge for, at dele af markedet fortsat er under pres, udtaler Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv.

– Derfor skal vi bruge momentet til at skabe bedre rammer for byggeriet. Ellers risikerer vi, at projekter bliver udskudt, og at Danmark ikke får løst udfordringerne med manglende boliger, klimatilpasning og energiinfrastruktur. Det gælder også investeringer i renovering og transformation af de bygninger, vi allerede har. Her kan vi både sænke klimaaftrykket og energiregningen og samtidig skabe aktivitet i hele landet.

Det er især boligbyggeriet, der fortsat ser presset ud. Der blev kun påbegyndt godt 4.000 boliger i første halvår af 2026, og niveauet var lavere end året før i samtlige regioner. Til sammenligning blev der påbegyndt knap 14.000 boliger i hele 2025 og godt 18.000 i 2024. I 2021 var tallet helt oppe på 44.000.

Der er dog tegn på lysere tider på erhvervsområdet. I årets første seks måneder blev der påbegyndt 25 procent flere kvadratmeter erhvervsbyggeri end i samme periode i 2025.

Også boligmarkedet udvikler sig markant. Det samlede antal boliger til salg er faldet 13 procent på et år, mens de gennemsnitlige salgspriser er steget 11 procent. For ejerlejligheder er prisstigningen hele 18 procent på landsplan.

Men branchen kan ikke regne med, at festen fortsætter. Dansk Erhverv forventer, at de samlede bygge- og anlægsinvesteringer falder 0,5 procent i 2027. Det skyldes især, at de offentlige investeringer ventes at falde med 7,1 procent efter det kraftige løft i 2026. Boliginvesteringerne ventes ganske vist at stige 2,4 procent næste år, men det er ikke nok til sikkert at opveje faldet i de offentlige investeringer.

Samtidig er branchen stadig klemt af både manglende efterspørgsel og mangel på arbejdskraft. I august angav 25 procent af virksomhederne mangel på efterspørgsel som en begrænsning for produktionen, mens 23 procent pegede på mangel på arbejdskraft.

Dansk Erhverv peger desuden på stigende byggeomkostninger, højere energi- og renteomkostninger og en fortsat uforudsigelig geopolitisk situation som forhold, der kan lægge en dæmper på aktiviteten.

Organisationen hæfter sig ved, at politiske aftaler fortsat vil kunne bidrage til den offentlige anlægsaktivitet i de kommende år, og at boliginvesteringer og erhvervslivets anlægsinvesteringer tegner positivt for 2027. Ligesom boligminister Jacob Mark (SF) vil tage et grundigt opgør med unødige regler i bygningsreglementet, der vil kunne sikre realiseringen af projekter hurtigere.

– Jacob Mark har fat i den rigtige ende, når han vil gå til bygningsreglementet med det store viskelæder. Danmark har brug for et moderne, enkelt og fleksibelt regelsæt, der gør det nemmere for virksomheder og danskere at bygge, renovere og transformere, udtaler Katrine Bjerre.

– Bygningsreglementet skal selvfølgelig fortsat sikre høj kvalitet, sikkerhed og ambitiøse klimakrav. Men vi er nødt til at fjerne de unødige regler, der i dag gør projekterne langsommere, dyrere og besværlige at gennemføre.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev