Arbejdet med den første etape af Viby Bakke i Aarhus er nu for alvor sat i gang.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordstern, der i samarbejde med AMBright står bag projektet.
Den tidligere ”JP-grund”, der indtil 2019 husede Jyllands-Posten, skal omdannes til en ny bydel med boliger og erhverv.
Nordstern købte grunden i 2024 og har siden arbejdet med de første projekter, der skal skabe et varieret og levende kvarter tæt på Aarhus centrum.
Ud over de boliger, der nu er under opførelse, er der planer om almene boliger, erhverv, et friplejehjem og en børnehave.
– Samarbejdet med AMBright bygger på gensidig tillid og et fælles ønske om at skabe langsigtet værdi, og vi ser frem til at fortsætte det samarbejde i de kommende faser, udtaler koncerndirektør Morten Chrone fra Nordstern.
Første etape består af 105 lejligheder i et nybyggeri på cirka 8.000 kvadratmeter. Byggeriet af de kommende lejeboliger ventes færdigt i andet kvartal af 2027, og hele projektet skal leve op til DGNB Guld.
– Vi tror på området og det potentiale, Viby Bakke rummer. Sydbyen i Aarhus har i mange år haft færre nye boliger end resten af byen, og derfor ser vi et klart behov for udvikling her, udtaler Bo Refsgaard, direktør for og grundlægger af AMBright.
– Det er et spændende projekt, og vi glæder os til at se den nye bydel tage form. Samtidig taler vi med Nordstern om mulighederne for at sætte endnu et projekt i gang i området.
Den samlede udvikling af Viby Bakke ventes afsluttet i sommeren 2027. I alt kan der i henhold til lokalplanen for grunden bygges 52.000 kvadratmeter i to-seks etager på den 69.000 kvadratmeter store grund.























