
Ejendomsudvikleren Markholt & Rand gik konkurs kort før jul, mens selskabet var involveret i en omfattende sag om byggeskader ved Mønsgade i Aarhus.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Projektet ved Mønsgade 2, som skulle rumme ti boliger og erhverv, har ifølge avisen ført til alvorlige sætningsskader på naboejendommen i Mønsgade 4.
Skaderne er endnu ikke udbedret, og beboerne mangler fortsat klarhed over, hvem der skal betale.
Kurator Mikkel Winther Løgsted fra Poul Schmith/Kammeradvokaten oplyser, at flere tvister svækkede økonomien, men at et større krav fra fagforbundet 3F på grund af brud på overenskomsten fik selskabet til at begære sig konkurs.
3F bekræfter, at der er rejst sag om manglende løn og udbetalinger til udenlandske håndværkere.
– Markholt & Rand har været forpligtet til at dokumentere, at de overholder overenskomsten. Det har vi ikke ment, at de gjorde, siger Jakob Larsen, der er faglig sekretær i afdelingen for udenlandsk arbejdskraft hos 3F Aarhus til Århus Stiftstidende.
– Medarbejderne på Mønsgade-projektet har ikke fået udbetalt særlig lønopsparing og der er også uenighed om betaling for overarbejde og pension.
Ifølge Århus Stiftstidende kan kravet være på op mod 4 millioner kroner. Kuratoren oplyser samtidig, at selskabet fortsat har værdier i datterselskaber, blandt andet det færdige byggeri og andre udviklingsprojekter, som nu forsøges solgt.
Avisen har uden held forsøgt at få en kommentar fra Tommy Rand, der er forhenværende direktør i Markholt & Rand.






















