Birch Ejendomme står i samarbejde med Urban Power og Sweco bag boligbyggeriet på Lautrupvang i Ballerup. Illustration: Urban Power Arkitekter.
Birch Ejendomme står i samarbejde med Urban Power og Sweco bag boligbyggeriet på Lautrupvang i Ballerup. Illustration: Urban Power Arkitekter.

Birch Ejendomme har taget første spadestik til 121 nye lejeboliger på Lautrupvang 1C til F i Ballerup.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Birch Ejendomme.

– Lautrupvang har i mange år været et stærkt erhvervsområde. Med de nye boliger er vi med til at tilføre området en ny dimension, hvor hverdagsliv og erhverv kan eksistere side om side. Det skaber mere liv, og mere værdi, for hele området, udtaler Thomas Bertelsen, der er CCTO i Birch Ejendomme.

Målet er at skabe aktivitet uden for almindelig arbejdstid og gøre kvarteret attraktivt for både studerende, børnefamilier og seniorer. Boligerne skal integreres med områdets eksisterende erhverv, forskning og uddannelsesmiljøer, så bydelen får en mere varieret beboersammensætning.

Birch Ejendomme har købt grunden af Wihlborgs, som har et stort erhvervsprojekt på tegnebrættet i nabolaget.

Urban Power har tegnet projektet i samarbejde med Sweco, og arkitektfirmaet har været med i hele forløbet omkring udviklingen af lokalplanen og den samlede plan for byggeriet og landskabet. Helhedsplanen gentænker anvendelsen af arealerne og fletter boligerne ind i den eksisterende struktur.

Bebyggelsen får en markant arkitektonisk profil, hvor bygningernes højde og forskydninger spiller sammen med grønne opholdsrum. Et parkstrøg med både røde og grønne elementer skal binde området sammen og skabe plads til ophold mellem husene, mens altaner bidrager til en mere menneskelig skala.

Konstruktionen er udviklet i samarbejde med ingeniørvirksomheden Sweco. Byggeriet opføres i blokmurværk med kalksandsten og porebeton og kan opføres i op til seks etager. Når projektet står færdigt i 2027, forventes det at være Danmarks hidtil højeste boligbebyggelse i denne byggemetode.

Valget af materialer er truffet for at reducere klimaaftrykket. Ifølge bygherren har blokmurværk et lavere klimaaftryk end tilsvarende byggeri i traditionelle betonelementer. Projektet lever op til gældende klimakrav og er samtidig tilpasset de skærpede krav, der forventes indført i de kommende år.

Byggeriet forventes afsluttet ved udgangen af 2027. Med projektet indledes en ny fase for Lautrupvang, hvor boliger, erhverv og uddannelse i højere grad tænkes sammen i én samlet bydel.

Tilmeld Nyhedsbrev