Efter flere års planlægning er der nu grønt lys til næste fase af udviklingen af Bangs Torv i Herlev. Byggetilladelsen er på plads, og de første forberedende arbejder går i gang i efteråret.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra C.W. Obel Ejendomme, der i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter står bag projektet.
– Bangs Torv får en central rolle i den fortsatte udvikling af Herlev bymidte, udtaler Toke B. Knudsen, udviklingschef i C.W. Obel Ejendomme.
– Vi ønsker at skabe et attraktivt bykvarter med boliger, erhverv og byrum, som bidrager til et levende og velfungerende byliv. Med byggetilladelsen på plads kommer vi nu et vigtigt skridt tættere på at realisere den ambition.
Det store projekt ved Herlev Hovedgade, Ring 3 og letbanen skal forvandle området til et nyt bykvarter med omkring 300 lejligheder, butikker, erhvervslokaler og grønne byrum. De eksisterende bygninger er allerede under nedrivning, og området vil i de kommende måneder gradvist blive omdannet til byggeplads.
Projektet blev oprindeligt planlagt med bygninger på op til 13 etager, men blev under lokalplanprocessen reduceret til maksimalt ni etager. Lokalplanen blev vedtaget i 2025 og omfatter et område på cirka 11.300 kvadratmeter. Her må der opføres 25.000 kvadratmeter boliger samt 2.700 kvadratmeter detailhandel og øvrige erhverv.
Bangs Torv er et af de større byudviklingsprojekter i Herlevs bymidte. Ifølge planen skal de første terræn- og forsyningsarbejder nu bane vej for selve byggeriet, som efter planen skal stå færdigt ved udgangen af 2029.
Samtidig nærmer ombygningen af Stumpedal-bygningen sig afslutningen. Her forventes otte nyrenoverede boliger at blive klar til udlejning i løbet af efteråret.





















