Bygherre genopliver plan om nyt boligkvarter i Aarhus

Kvartet vil i samarbejde med Arkitema bygge boliger på et knap 17.000 kvadratmeter stort areal mellem Bjørnholms Allé og jernbanen.

Ifølge Århus Stiftstidende godkendte politikerne i byrådet i Aarhus Kommune i 2021 til byggeri af 100 almene ungdomsboliger og 200 private lejligheder i et byggeri i op til fem etager på en grund mellem Bjørnholms Allé og jernbanen.

Lokalplanen for det knap 17.000 kvadratmeter store areal blev dog ophævet af Planklagenævnet på grund af støj fra jernbanen.

Ejendomsselskabet Bjørnholms Allé 4 ved kvartetten Jan Aage Rasmussen, Allan Rousing, Mads Høgh og Daniel Evar gør nu et nyt forsøg på at udvikle grunden i samarbejde med Arkitema, skriver Århus Stiftstidende.

– Vi er startet helt fra bunden, men ønsket er fortsat at opføre en kombination af boliger og erhverv på grunden. Boligerne bliver etageejendomme, og så kommer der sandsynligvis rækkehuse ud mod Bjørnholms Allé, fortæller Jann Ulrich Bech, som er byplanarkitekt i Arkitema til avisen.

Kommunenplanen giver ifølge Århus Stiftstidende mulighed for at bygge i op til fem etager på arealet, hvor 10 procent nybyggeri skal være erhverv, mens 90 procent må være boliger, hvoraf 25 procent skal være alment byggeri.

I den nye anmodning og en ny lokalplan lægges der dog kun op til byggeri i op til fire etager.

Energiselskabet Innargi undersøger muligheder for at etablere et geotermisk anlæg ved Bjørnholms Allé. Det skal der også tages hensyn til, hvis projektet realiseres, så antallet af boliger og omfanget af byggeri er endnu ukendt.

Ifølge Aarhus Kommunes lokalplanportal vil udarbejdelsen af en ny lokalplan kunne blive sat i gang i slutningen af 2025, mens den vil kunne endeligt vedtages i slutningen af 2026.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling