Bygherrer giver ikke op efter kommunalt nej til 750 boliger

Udviklerne overvejer et erstatningskrav og vil have myndighederne til at tage stilling til lugtproblemerne fra det nærliggende rensningsanlæg.

Selv om Slagelse Kommune har sat en stopper for planerne om op mod 750 boliger ved Kalundborgvej, har bygherrerne Jannik Balshøj Sørensen og John Ravnskjær ikke opgivet projektet.

Det skriver SN.dk.

Efter Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalgets beslutning i juni om at indstille lokalplanarbejdet fortsætter ejendomsudviklerne nu sagen ad tre spor med klager, mulig erstatning og krav om en nærmere undersøgelse af lugtgenerne fra det nærliggende rensningsanlæg.

Kommunen stoppede planarbejdet med henvisning til, at lugten fra anlægget gør området uegnet til boliger. Bygherrerne mener derimod, at kommunen burde have undersøgt en mindre og tilpasset løsning med færre boliger og bufferzoner, frem for helt at skrinlægge projektet.

Samtidig fastholder de et muligt erstatningskrav på 3,2 millioner kroner. Erstatningen skal ifølge bygherres advokat kompensere for økonomiske tab, som følge af omkostningsfulde, men forgæves bidrag til arbejdet med lokalplanen.

– Vi går ikke nødvendigvis direkte i retten som første skridt. Først samler vi dokumentation om hvad kommunen bad os om at levere, hvilke udgifter vi har haft, hvornår kommunen kendte til lugtproblemet, om den reducerede løsning blev vurderet, og om beslutningen blev truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, siger Jannik Balshøj Sørensen til SN.dk.

Bygherrerne har desuden indgivet en klage til Planklagenævnet, selv om kommunen vurderer, at beslutningen ikke kan påklages. Hvis sagen ikke bliver behandlet, overvejer de at gå videre til Ankestyrelsens kommunale tilsyn med spørgsmål om, hvorvidt kommunen har fulgt reglerne, og om udvalget havde kompetence til at stoppe lokalplanarbejdet.

Kommunens chefjurist har efterfølgende vurderet, at udvalget havde den nødvendige kompetence.

Udvalgsformand Karin Tellerup (K) fastholder, at beslutningen var den rigtige. Hun peger på, at de vejledende grænser for lugt er overskredet, og at kommunen ikke kan garantere, at generne kan bringes ned på et acceptabelt niveau uden meget store udgifter.

Hun oplyser samtidig, at udvalget også har vurderet bygherrernes forslag om et mindre projekt, men afviste det, fordi boligerne ville komme til at ligge mellem erhvervsområder med risiko for både støj og lugtgener.

Projektet er udviklet af Steen Palsbøll Arkitekter for John Ravnskjær, Thomas Lindboe og Stark Danmark, som ejer hovedparten af matriklerne inden for området. Samlet set indebærer helhedsplanen 750 nye boliger, som foreslås opført i forskellige højder på op til syv etager. Hertil kommer et højhus i den nordlige del af området i op til 14 etager.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev