
Efter en omfattende ombygning genåbner Bygma nu sin afdeling i Køge med markante forbedringer.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Den danskejede byggemarkedskæde har investeret i en større butik, flere medarbejdere og et udvidet sortiment.
– Køge er et område med stor aktivitet og positiv udvikling, og samtidig ligger byenstrategisk tæt på hovedstaden. Derfor ser vi et stort potentiale i at udvikle vores afdeling her og komme endnu tættere på de lokale håndværkere og virksomheder, udtaler Jan Lange, direktør for Bygma Køge.
Den moderniserede afdeling rummer nu en professionel butik på cirka 2.000 kvadratmeter, hvor salgskontor, ekspedition og butik er samlet under ét tag.
Samtidig er bemandingen blevet styrket, og sortimentet er udvidet inden for blandt andet murerartikler, arbejdstøj, beslag, befæstelse samt lim og fugematerialer. Ifølge Bygma skal det gøre det lettere for kunderne at samle deres indkøb ét sted og spare tid i hverdagen.
Den moderniserede afdeling holder åbningsfest den 11. juni og er klar til at tage imod både nye og eksisterende kunder.




















