Christian Brockdorff Christiansen er pr. 1. september tiltrådt som ny direktør for Bygma Kolding.
Det oplyser den danskejede distributør af byggematerialer i en pressemeddelelse.
Christian B. Christiansen har mange års erfaring fra trælastbranchen, hvor han startede som elev i Esbjerg og siden har arbejdet med flere områder af branchen.
Nu ser han frem til at vende tilbage til Kolding med klare ambitioner:
– Vi skal ikke bare være områdets største og bedste trælasthandel, udtaler Christian B. Christiansen.
– Vi skal være den butik, som kunderne elsker at handle i – og den arbejdsplads, hvor medarbejdere trives og udvikler sig. Samtidig ser jeg det som en vigtig opgave at fortælle om de mange spændende karrieremuligheder, der findes i trælastbranchen.
Regionsdirektør Ejnar C. Andersen roser Christian B. Christiansen for hans energi og evne til at kombinere forretning med menneskelighed, og ser ham som en leder, der kan styrke både relationer og forretning.
Privat bor Christian B. Christiansen nær Vejle med sin kone og tre børn og nyder padel og golf, når tiden tillader det.























