
Bygma Roskilde skifter direktør, og det bliver et velkendt ansigt, der fremover skal lede forretningen.
I en pressemeddelelse oplyser trælastkæden, at 50-årige Lasse Reimers overtager posten efter Steen Vulpius, der rykker videre som regionsdirektør for Region Nordøst i Bygma.
Lasse Reimers begyndte sin karriere i Bygma Roskilde helt tilbage i 2003 og har siden haft en række centrale roller i koncernen.
Efter mange år i Roskilde fortsatte han i Bygma Amager, hvor han først blev salgschef og siden direktør. Nu vender han så tilbage til Roskilde.
– Jeg kender huset indefra og ved, hvilket stærkt hold jeg får lov til at stå i spidsen for. Vi har et fantastisk fundament, og jeg glæder mig til at bygge videre på den gode forretning og samtidig styrke samarbejdet med både kunder og kolleger, udtaler Lasse Reimers.
Også den afgående direktør, Steen Vulpius, er tilfreds med valget af sin efterfølger.
– Han kender både kulturen, kunderne og forretningen, og han har allerede vist, at han kan skabe resultater gennem målrettet ledelse og tæt samarbejde med medarbejderne, udtaler Steen Vulpius.






















