Bygma vil holde på erfarne kræfter med ny seniorordning

I familieejede Bygma vil man gerne holde på seniormedarbejderne. Derfor har virksomheden en særlig seniorordning, der har til formål at lette arbejdsbyrden, inden medarbejderen skal på pension.

Bygma vil holde lidt længere på virksomhedens ældste medarbejdere.

Derfor har byggemarkedskæden etableret en ny seniorordning, oplyses det i en pressemeddelelse.

– I Bygma har vi en klar holdning om, at erfaring ikke kan undervurderes, udtaler koncernchef i Bygma, Peter H. Christiansen.

– Derfor har vi en seniorordning, der fire år inden folkepensionsalderen giver medarbejderen fem betalte seniordage om året, og to år inden folkepensionsalderen får man muligheden for at gå på nedsat tid med fuld pension. Det er et initiativ, vi er meget stolte af, og vi kan se, at det virker.

En af de medarbejdere, der har benyttet sig af seniorordningen, er Jimmy Christensen, chauffør hos Bygma Nykøbing Falster gennem tre år. For ham har seniorordningen gjort et godt arbejdsliv endnu længere.

Han får gennem Bygmas seniorordning fem betalte seniordage om året. Det giver chaufføren fra Nykøbing Falster, med i alt 21 år som chauffør, tid til at nyde sine sidste år på arbejdsmarkedet uden bekymringer og ikke mindst dyrke sine interesser.

– Ordningen betyder blandt andet, at jeg får en ekstra uges ferie hvert år, og den tid bruger jeg ofte på at sejle, som er min store passion. Det giver mig en god balance mellem arbejde og fritid, og det gør en stor forskel for mig, lyder det.

For Jimmy Christensen har seniorordningen også en helt særlig værdi, da han som chauffør udfører et fysisk krævende arbejde. Han kan derfor ikke komme uden om, at de mange års arbejde kan mærkes.

– Mit arbejde som chauffør er fysisk krævende, og det kan mærkes, når alderen begynder at sætte sine spor. Seniorordningen giver mig mulighed for at passe bedre på min krop, samtidig med at jeg kan fortsætte med det, jeg elsker. Nemlig mit arbejde som chauffør.

Seniorordningen er ikke kun et internt tiltag i Bygma. Den er også et bidrag til en vigtig dagsorden, der handler om at fastholde og værdsætte de erfarne kræfter på arbejdsmarkedet.

Ifølge Bygmas HR-direktør, Anette Sondrup, er det afgørende at sikre, at medarbejdere med mange års erfaring forbliver en aktiv del af arbejdsstyrken.

– At holde på seniormedarbejdere er vigtigt, ikke kun for os som virksomhed, men også for samfundet som helhed. Deres erfaring og viden er uvurderlig, og vi mener, at det er nødvendigt at skabe rammer, der gør det attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet. Seniorordningen er vores måde at sige, at vi ser og værdsætter den værdi, de bringer, og at vi vil gøre, hvad vi kan for at understøtte dem, afslutter hun.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling