En bevaringsværdig direktørbolig på knap 340 kvadratmeter fra det tidligere Herlufsholm Dampmølle og Bageri i Næstved bliver revet ned, skriver SN.dk.
Et enigt Teknik- og Klimaudvalg har givet tilladelse, efter politikerne selv besigtigede den stærkt forfaldne bygning på Jægervej 21A+B.
– Den er færdig. Helt færdig og står desværre ikke til at redde. Derfor har vi meddelt tilladelse til nedrivning, siger udvalgsformand Marc Hvenegaard (K) til SN.dk.
Huset fra 1900 har en høj bevaringsværdi på 3 på SAVE-skalaen og ligger i det udpegede kulturmiljø Lille Næstved. Ifølge både ejerens rådgiver og kommunens egen vurdering er bygningen så medtaget af sammenstyrtet tag, omfattende fugt- og rådskader, sætningsrevner og skimmelsvamp, at den ikke kan reddes.
Ejeren, selskabet A&F Aps, oplyser desuden, at bygningen ikke har været vedligeholdt siden 1997. En samlet renovering er vurderet til at koste omkring 6,7 millioner kroner.
Næstved Bevaringsforening anbefalede, at bygningen blev sat i stand, fordi den har stor arkitektonisk og håndværksmæssig værdi, og fordi genbrug af bygningen ville være bedre for klimaet.
Politikerne valgte alligevel at give grønt lys til nedrivningen, men understreger samtidig, at sagen ikke må skabe præcedens for, at bevaringsværdige bygninger får lov til at forfalde, indtil nedrivning bliver den eneste løsning.
Direktørboligen er en del af historien om Herlufsholm Dampmølle og Bageri, som var en markant virksomhed i Næstved, indtil produktionen ophørte i 1978. Selve bageriet er siden blevet ombygget til lejligheder.
Boligen er vurderet som bevaringsværdi 3, hvilket er en høj bevaringsværdi på skalaen, som går fra 1-9, med 1 som den højeste værdi. I henhold til den gældende kommuneplan, skal nedrivninger af bygninger med en høj bevaringsværdi på 1-3, samt bygninger med en bevaringsværdi på 4, som er beliggende i et kulturmiljø, godkendes politisk.























