Bygningskonstruktør med forkærlighed for zink

Uanset om der skal bygges nyt, eller om der skal renoveres med hensyn til historien, vælger de hos Krogh Arkitektur næsten altid zink.

Som uddannet tømrer har bygningskonstruktør og partner ved Krogh Arkitektur, Bo Wiener, tidligere deltaget i renoveringer af mange ældre bygninger.

Ofte vælger han zink, lyder det i en pressemeddelelse fra zinkproducenten Rheinzink.

– Jeg gik tit med blikkenslagerne på projekterne, og jeg kunne rigtigt godt lide at høre om deres arbejde og se, hvordan de lavede falsene, siger Bo Wiener, der har 30 års erfaring i branchen.

I sin nuværende rolle som bygningskonstruktør og partner er interessen for zink stadig stor, og det kommer tit til udtryk i Bo Wieners arbejde.

Læs også: 150 meter lang facaderenovering midt i Fredericia

– Jeg bruger zink alle de steder, bygherren vil være med til det. Og det er heldigvis ofte, så jeg bruger det meget, fortæller han.

Foto: Rheinzink Danmark.
Foto: Rheinzink Danmark.

De bedste renoveringer tager hensyn til både materialer og udførsel

Som et klassisk og velkendt byggemateriale er zink oplagt til renovering, så bygningerne kan bevare deres oprindelige udtryk.

– Det er meget vigtigt for os at bruge de rigtige materialer. Derfor dyrker vi også historien og står fast ved det, når der skal bruges zink. Det er synd, hvis man har et flot byggeri, og der så bliver anvendt knap så heldige materialevalg i renoveringsprocessen, forklarer Bo Wiener.

– Zinken står flot på en helt anden måde, og det patinerer rigtigt pænt. Det giver en smuk, mørk farve med et særligt spil i sig.

Ved renoveringer er det ikke kun materialevalget, der bliver stillet krav til, men også udførelsen. Det ved Carsten Olsen Borregaard, blikkenslager og teknisk rådgiver hos zinkproducenten Rheinzink.

– Her skal blikkenslageren virkelig kunne sit håndværk, for ved ældre bygninger er der ofte flere detaljer og ting, man ikke kan ændre på. Derfor ser man tydeligt de faglige kundskaber, da det på de ældre bygninger skal fremstå helt korrekt og ordentligt, understreger han.

Læs også: Forladt trævarefabrik skal erstattes af lejligheder og rækkehuse

På Toldhuset i Hammerhavn på Bornholm er der anvendt zink fra Rheinzink, der er patineret flot og giver et smukt samspil med træfacaden. Foto: Rheinzink Danmark.
På Toldhuset i Hammerhavn på Bornholm er der anvendt zink fra Rheinzink, der er patineret flot og giver et smukt samspil med træfacaden. Foto: Rheinzink Danmark.

På tværs af branchen er antallet af renoveringsprojekter i øjeblikket stigende for boligejendomme, efter Bygningsrenoveringspuljen er frigivet.

– Af den grund oplever vi et større fokus på renoveringsarbejde for tiden, hvor vi normalt leverer nogenlunde det samme til renovering som til nybyggeri, siger Carsten Olsen Borregaard.

Med sine mange nuancer og gode muligheder for at tilføre arkitektoniske detaljer er zink også et godt valg til nybyg. Hertil er det en fordel, at produktet patinerer flot, da det har en lang levetid.

– Det passer godt til nye bygninger at tilføre flotte detaljer i zink, og på den måde følger materialet også med tiden, afslutter Bo Wiener.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling