Byråd forbyder nedrivning af historisk sommerhus til 15 millioner

Flertal vil med et § 14-forbud bevare det mere end 100 år gamle sommerhus trods kritik og varslet erstatningskrav.

Odsherred Kommune forbyder nedrivning af sommerhuset Skansehytten på Ole Kjærgårdsvej 19 på Rørvig-halvøen. Foto: Odsherred Kommune.
Odsherred Kommune forbyder nedrivning af sommerhuset Skansehytten på Ole Kjærgårdsvej 19 på Rørvig-halvøen. Foto: Odsherred Kommune.

Et flertal i byrådet i Odsherred Kommune har besluttet at forbyde nedrivningen af det historiske sommerhus Skansehytten på Ole Kjærgaardsvej 15 på Rørvig-halvøen.

Det skriver TV2 Øst.

Huset, der blev opført i 1919 og solgt for lidt over 15 millioner kroner sidste år, ønskes bevaret på grund af sin kulturhistoriske betydning og markante placering i landskabet.

Beslutningen blev truffet med 19 stemmer for og seks imod. Et bredt flertal på tværs af partier stemte for forbuddet, som nu skal følges op af en bevarende lokalplan inden for et år.

Annonce

– Skansehytten er jo ikke hvilket som helst hus. Den er opført i 1919. Den er over 100 år gammel, og det er et af de tidligste sommerhuse i hele området, sagde Søren Myrup Pedersen fra De Radikale ifølge TV2 Øst.

– Den ligger markant placeret i landskabet. Den er sådan et ikon for området. Den er synlig fra fjorden. Den repræsenterer en vigtig del af fortællingen om, hvordan vores kystområder blev til rekreative miljøer i begyndelsen af 1900-tallet.

Sagen er dog omstridt. Kritikere peger på, at forbuddet bygger på en SAVE-registrering, som først blev gennemført efter, at ejeren havde søgt om nedrivningstilladelse. Det rejser ifølge modstanderne spørgsmål om retssikkerhed og forudsigelighed for boligejere.

Sommerhuset er vurderet med en SAVE-værdi på 2, hvilket angiver høj bevaringsværdi. Registreringen bruges af kommuner som grundlag for at beskytte bygninger gennem planlægning.

Ejeren af Skansehytten har via sin advokat Claus Høxbro fra Mazanti Andersen varslet et erstatningskrav mod kommunen. Ifølge advokaten er huset i dårlig stand og ikke tidssvarende, og sagen kan derfor få økonomiske konsekvenser for kommunen.

“Da min klient køber ejendommen i medio 2025 for kr. 15.050.000, så er der ingen oplysninger nogen offentlige tilgængelige steder som indikerer eller beskriver, at en nedrivning og opførelse at et nyt sommerhus ville blive nægtet”, skriver advokaten i en mail til kommunen.

Trods uenigheden valgte flertallet at nedlægge § 14-forbud mod nedrivning af sommerhuset, og nu skal der derfor vedtages en bevarende lokalplan for cirka 20 sommerhuse beliggende i samme område langs kysten nord for Rørvig over Skansehage mod Korshage.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev