BZ’ere indtager udviklingsområde midt i Aarhus

Aktivister har besat et område med forladte kolonihave. DSB Ejendomme ejer området, som efter planen skal byudvikles.

Aktivister har besat en del af et tidligere kolonihaveområde i Aarhus. Foto: Klimadatastyrelsen.
Aktivister har besat en del af et tidligere kolonihaveområde i Aarhus. Foto: Klimadatastyrelsen.

I Aarhus har BZ-bevægelsen tilsyneladende fået en lille renæssance omkring 40-50 år efter storhedstiden i 1980’erne.

I hvert fald har en gruppe aktivister siden den 21. august besat en del af det forladte kolonihaveområde Åbrinken ved Brabrandstien i Aarhus, skriver Århus Stiftstidende.

Området ejes af DSB, som har planer om at udvikle arealerne og blandt andet undersøger muligheden for at anlægge en bypark.

Aktivisterne har døbt området “Den autonome region Abrinken” og er i gang med at rydde op på de overgroede grunde. De har samtidig bygget træhuse oppe i træerne og slået telte op mellem de gamle kolonihavehuse.

Ifølge aktivisternes eget manifest er besættelsen en protest mod, at tidligere lejere er blevet tvunget til at forlade området, fordi DSB vil udvikle det.

“Her vil vi bygge en ny verden i skallen af den gamle”, skriver aktivisterne ifølge Århus Stiftstidende.

Da avisen besøgte området, opholdt omkring 10-15 unge sig på stedet. De ønskede ikke at oplyse deres rigtige navne eller fortælle, hvor mange aktivister der i alt deltager.

Århus Stiftstidende har endnu ikke haft held med at få fat i DSB Ejendomme.

Åbrinken indgår som en mindre del af hele 337.000 kvadratmeter arealer i og omkring banegraven i Aarhus, hvor DSB gennem en årrække har puslet med planer om udvikling af Banekvartererne. Tidligere var 1927 Estate med på holdet, men den lokale udvikler blev droppet i kølvandet på TV2-dokumentaren “Den sorte svane”.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev