C.W. Obel Ejendomme har i januar 2026 sat i gang med opførelsen af et nyt boligbyggeri med 88 lejeboliger på Egegårdsvej 8–16 i Rødovre.
Det oplyser ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.
– Vi ser Rødovre som en kommune med stort potentiale og en tydelig vision for sine byområder. Placeringen tæt ved Damhusengen – med Frederiksberg og København lige på den anden side – gør det til et af byens mest attraktive områder, udtaler Toke B. Knudsen, Udviklingschef i C.W. Obel Ejendomme.
Byggetilladelsen blev givet i december 2025, og de kommende lejligheder forventes færdige i slutningen af 2027.
Bebyggelsen bliver udformet som en åben og grøn parkby med fire fritliggende længehuse og ét vinkelhus. Alle bygninger opføres i tre etager med udnyttet tagetage, og der bygges lejligheder til både mindre familier og seniorer.
Området indrettes med grønne stier, opholdsarealer, parkeringspladser og et bevaringsværdigt træ, så det bliver en naturlig del af det nye kvarter Rødovre Parkby tæt ved Damhusengen.
Projektet er udviklet i samarbejde med Link Arkitektur og opføres af Falkenberg & Jul som totalentreprenør.
Grunden er allerede klargjort, herunder med kortlægning af bevaringsværdige træer, og byggeriet kan derfor gå i gang som planlagt.
Projektet er baseret på en lokalplan, som kommunalbestyrelsen i Rødovre Kommune i november 2023 vedtog for hele Parkbyen i den nordøstlige del af Bykernen, der siden 2010 har været udpeget som et særligt udviklingsområde.
Det forventes, at den samlede bebyggelse inden for lokalplanområdet, når det er fuldt udbygget, vil komme til at indeholde omkring 600-800 boliger. Lokalplanen indeholder en bestemmelse om, at 25 procent af boligerne i det tidligere industriområde skal være almene boliger.























