Calum køber Hotel Phønix i Aalborg. Foto: Google Maps.
Calum køber Hotel Phønix i Aalborg. Foto: Google Maps.

Nordjyllands største ejendomsinvestor, Henrik Calum, køber det historiske Hotel Phønix i Aalborg, som har fungeret som hotel siden 1853.

Det oplyser Calums koncerndirektør Cato Barslund til Nordjyske.

Hotellets fremtid har ifølge avisen været usikker siden 2024, hvor den tidligere ejer Enan Raouf El-Galaly døde. Handlen er ikke tinglyst og forventes gennemført i april 2026.

Calum planlægger en større renovering, som skal ske i etaper, så hotellet kan fortsætte driften undervejs.

Ifølge Cato Barslund vil der blive investeret et tocifret millionbeløb, men den endelige plan for hotellets fremtid er endnu ikke fastlagt.

Calum vil i løbet af 2026 arbejde med en samlet strategi for hotellet. Medarbejderne fortsætter, og planlagte arrangementer bliver afholdt som normalt. Calum overvejer blandt andet at etablere restaurant.

– Der er gode faciliteter til det. To fantastiske sale, som har direkte adgang fra Vesterbro og et stort køkken, der muliggør mange arrangementer, siger Cato Barslund til Nordjyske.

Henrik Calum ejer ejendomme i Nordjylland vurderet til 1,4 milliarder kroner og regnes som landsdelens største ejendomsinvestor. Som led i satsningen på hoteller får Calum Tom Boye, tidligere direktør for Ruths Hotel i Skagen, ind i en ny bestyrelse for koncernens hotelaktiviteter.

Hotel Phønix på Vesterbro har 193 værelser. Efter skat gav hotellet i 2024 et underskud på omkring 2 millioner kroner. I årsrapporten er selve ejendommen bogført til en værdi af 104 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev