
Et snævert flertal i kommunalbestyrelsen i Billund har besluttet at igangsætte en lokalplanproces for et boligprojekt på den nuværende Grindsted Camping.
Projektet omfatter opførelse af 32 rækkehuse samt mulighed for etablering af et sportel.
Den eksisterende anvendelse som campingplads er ikke i overensstemmelse med det ønskede boligprojekt, og realisering kræver derfor både en ny lokalplan og et kommuneplantillæg.
I den forudgående høring indkom tre svar, primært fra lokale idrætsaktører, som udtrykker bekymring for, at boliger kan begrænse sportsaktiviteter på grund af støj og lys. Blandt fodboldklubben GGIF Fodbold har aktiviteter i nabolaget.
Formand for teknik-, plan- og klimaudvalget, Robert Terkelsen (V), slog på byrådsmødet fast, at et kommende boligområde ikke vil lægge nye begrænsninger ned over fodboldklubben.
– Det skyldes, at kravene til lys og støj omkring en campingplads er strengere end til et boligområde, sagde udvalgsformanden.
Billund Kommunes forvaltning vurderer af samme årsag, at kravene formelt set ikke skærpes i forhold til campinganvendelsen. Dog kan der i praksis kan opstå konflikter med kommende beboere, og derfor anbefales det at undersøge og indarbejde nødvendige støj- og lysdæmpende tiltag i den videre planlægning.
Derudover anbefales det at imødekomme bygherres ønske om at muliggøre et sportel i lokalplanen.
Kommunalbestyrelsen har godkendt at fortsætte planprocessen med disse forudsætninger, efter en politisk delt afstemning med 13 stemmer for og 11 imod.
For stemte medlemmerne fra venstre samt Martin Alminde Friis (S), Birthe Nielsen (S) og løsgænger Jeyarajah Rasiah. Imod stemte medlemmerne fra Konservative, SF, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne samt Klaus Sønderup Lorenzen (S) og Ole Marcussen (S).






















