Hanstholm Camping er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Hanstholm Camping er blevet sat til salg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Hanstholm Camping i Nordvestjylland er sat til salg med et prisskilt på 19,5 millioner kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som skal formidle salget af campingpladsen.

Pladsen ligger midt i klitlandskabet ud til Vesterhavet og rummer i dag 450 pladser, hvoraf de fleste har eget vand, strøm og afløb. Mange af pladserne har panoramaudsigt over Vesterhavet og Vigsø Bugt.

Ejer Bent Thodsen har drevet pladsen i 23 år og ser et generationsskifte forude. Samtidig åbner en kommende ændring af planloven mulighed for at omdanne campingpladsen til et ferieresort med 160 skovhytter, klithuse og vesterhavshuse samt et hotel og konferencelokaler under navnet Thy Seaside Resort.

Regeringen ventes ifølge EDC Erhverv Poul Erik Bech at fremlægge lovforslaget i oktober, og ændringen kan være på plads i starten af 2026.

Ifølge Bent Thodsen vil projektet understøtte Hanstholms udvikling som turistdestination med blandt andet surfmiljøet Cold Hawaii.

– Der er gjort en del forarbejde, men en køber har selvfølgelig mulighed for at sætte sig eget præg på projektet, som investor selv vælger at gennemføre i fuld skala eller mindre målestok, udtaler Bent Thodsen.

Thisted Kommune har, på vegne af Hanstholm Camping, søgt om at få for­søgstil­la­del­se med henblik på at transformere campingpladsen til et ferieresort.

Partner Frank Jensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech forventer stor interesse – både fra danske og udenlandske investorer. Han peger på, at campingpladser i stigende grad betragtes som investeringsprojekter, og at flere udenlandske aktører allerede kigger mod Danmark.

– Det er et utrolig spændende projekt nuværende ejer Bent Thodsen og hans kone har sat i søen, så vi glæder os til at hjælpe med salget af campingpladsen og forventer stor interesse, når lovændringen er på plads i starten af 2026, udtaler Frank Jensen.

Campingpladsen har et grundareal på over 127.000 kvadratmeter, og køberen får mulighed for at tilkøbe en nabogrund på cirka 130.000 kvadratmeter, hvilket er en forudsætning for at realisere det fulde resortprojekt.

Tilmeld Nyhedsbrev