Grand Joanne Hotel på Vesterbrogade vil blive udlejet til Minor Hotels under deres brand NH Hotels & Resorts. Foto: Google Maps.
Grand Joanne Hotel på Vesterbrogade vil blive udlejet til Minor Hotels under deres brand NH Hotels & Resorts. Foto: Google Maps.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

CapMan Real Estate-fonden CapMan Hotels II (CMH II) købte i februar det svenske ejendomsselskab Midstar Fastigheter og overtog dermed 28 hotelejendomme.

Nu har CMH II underskrevet lejeaftaler med Minor Hotels og Citybox for to af de nyerhvervede hoteller i København.

Det oplyser det nordiske selskab i en pressemeddelelse.

– Vores plan med opkøbet af hotelporteføljen var, udover at skabe en stærkere og mere diversificeret platform, at tilføre værdi på vegne af vores investorer ved at udvikle de enkelte ejendomme, udtaler partner og landechef for CapMan Real Estate Denmark, Peter Gill.

– Med underskrivelsen af disse to nye lejekontrakter har vi med øjeblikkelig effekt forlænget den vægtede gennemsnitlige lejeperiode i vores portefølje og føjet to nye operatører til listen. Vi er også glade for at have indledt en god relation til to betydningsfulde lejere, som vil påvirke hotelmarkedet i København positivt. Vi håber, at dette bliver det første af mange værdforøgende initiativer, og vi håber ligeledes, at vi kan fortsætte med at øge porteføljens samlede performance og tilføre yderligere aktiver, når tiden er til det.

Grand Joanne Hotel med 162 værelser, som åbnede i 2023 efter en fuldstændig renovering og ompositionering, vil blive udlejet til Minor Hotels under deres brand NH Hotels & Resorts. Minor Hotels er en global hotelgruppe, der driver mere end 560 hoteller, resorts og boliger i 58 lande.

– Dette markerer et betydningsfuldt og længe ventet skridt for Citybox – med denne aftale har vi nået en vigtig milepæl i vores ambition om at etablere tilstedeværelse i alle de skandinaviske hovedstæder. København har længe været et nøglemarked for os, og dette hotel er en stærk tilføjelse til vores voksende portefølje, udtaler Eivind Hjulstad, administrerende direktør for Citybox Hotels.

Citybox, som er en norsk moderne operatør af budgethoteller, overtager driften af Best Western Plus Airport Hotel i Kastrup med 240 værelser, og vil på den korte bane fortsætte den nuværende drift. Hotellet, som trænger til renovering, vil på sigt gennemgå en fuldstændig renovering og genåbne som et Citybox-hotel på en langtidslejekontrakt.

– Vi er begejstrede for, at CapMan har betroet vores NH-mærke til dette projekt, og vi er stolte over, at vores mærke kommer til København, en by, hvor vi allerede har en succesfuld historie takket være NH Collection Copenhagen. Derudover giver det os mulighed for at fortsætte med at vokse i de nordiske lande, et strategisk marked for os, hvor vi også har NH Collection Helsinki Grand Hansa, udtaler Gonzalo Aguilar, administrerende direktør for Minor Hotels Europe & Americas.

CapMan Hotels II er en open-end core plus-fond, som investerer i hotelejendomme i hovedstæder og byer i vækst samt på udvalgte destinationer for fritidsaktiviteter og turisme i Norden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling