Carsten Enggaard snublende tæt på formue i milliardklassen

Indehaver af blandt andet ejendomsudviklingsselskabet Søren Enggaard, Carsten Enggaard, er snublende tæt på at kunne kalde sig milliardær, fremgår det af ny årsrapport.

Carsten Enggaard, der ejer 90 procent af ejendomsudviklingsselskabet Søren Enggaard, har netop fremlagt årsrapport for sit holdingsselskab Carsten Enggaard ApS. Rapporten viser, at egenkapitalen i selskabet er oppe på knap 997 millioner kroner, og den nordjyske ejendomsinvestor og projektudvikler er dermed tæt på at kunne kalde sig milliardær.

Holdingselskabet kom ud af 2021 med et resultat på næsten 225 millioner kroner mod et resultat på knap 122 millioner kroner året før.

“Resultat af kapitalinteresser har medført et i forhold til tidligere år markant forbedret resultat som følge af kapitalinteressers indtjening ved realisation af byggeprojekter samt opskrivning af investeringsejendomme”, lyder det i ledelsesberetningen.

Det fremgår videre, at selskabet har haft en forsigtig tilgang til værdiansættelsen af investeringsejendomme i både koncernen og hos kapitalinteresser på grund af coronapandemien. Koncernens direkte ejede ejendomme er blevet opskrevet med 16,1 millioner kroner svarende til 4,4 procent af den samlede værdi af koncernens ejendomsportefølje før opskrivning.

“På baggrund af en fortsat positiv udvikling i 2021, understøttet af afkast af egne realisationer, er værdien af investeringsejendomme opskrevet for at tilpasse sig markedsudviklingen, som man anser for at have bevist sig stabil”, lyder det i ledelsesberetningen.

Værdien af koncernens ejendomme er i årsrapporten opgjort til godt 386 millioner kroner. Heraf udgør værdien af industriejendomme godt 242 millioner kroner, mens værdien af boligejendomme udgør 95 millioner kroner. Koncernens retailejendomme er bogført til en værdi på 16,5 millioner kroner, mens kontorejendommene har en værdi på 15 millioner kroner. Endeligt er blandede retail- og kontorejendomme værdisat til 17,5 millioner kroner.

I 2022 forventes en mindre opskrivning af investeringsejendomme og derfor også et mindre resultat end i 2021. Driftsindtjeningen fra koncernens investeringsejendomme forventes at blive forbedret som følge af en investering i en boligejendom i slutningen af 2021 samt en generel lav tomgang. Koncernens resultat for 2022 forventes at lande på mellem 100 til 125 millioner kroner, fremgår det af årsrapporten.

Carsten Enggaard er foruden ejendomsudviklervirksomheden Søren Enggaard involveret i en lang række selskaber. Det gælder blandt andet Ambercon, der producerer betonelementer og facadeelementer til erhverv og byggeri, samt C. S. Ejendomme, som han ejer 100 procent. Desuden ejer han 2,5 procent af kranvirksomheden BMS. Endeligt er han medindehaver af selskabet Nordud, som står for omdannelsen af Sygehus Nord.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling