Catena udvider nu sin nordiske portefølje markant og får samtidig for første gang fodfæste i Finland.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Handlen omfatter i alt 20 logistikejendomme fordelt på Sverige, Danmark og Finland. Ifølge Catena er aftalen nu endeligt underskrevet efter en gennemgang af materialet, efter at selskabet allerede den 22. december 2025 offentliggjorde, at man havde indgået en hensigtserklæring om købet. Sælgeren er Urban Partners på vegne af sine fonde.
Den samlede udlejelige bygningsmasse i porteføljen udgør 612.000 kvadratmeter, mens grundarealet er på lidt over 1,3 millioner kvadratmeter. Heraf består cirka 70.000 kvadratmeter af byggeretter. Købet gennemføres som en selskabshandel med en underliggende ejendomsværdi på cirka 6,2 milliarder svenske kroner, dog med fradrag for udskudt skat. Finansieringen sker gennem både interne midler og eksterne kreditfaciliteter.
Porteføljen har blandt andet Dagab, Dahl og Tokmanni som lejere. Udlejningsgraden er cirka 96,5 procent, og den gennemsnitlige lejekontrakt løber omkring 11 år. Catena forventer, at ejendommene ved fuld udlejning vil give en samlet årlig nettolejeindtægt på cirka 338 millioner kroner.
Administrerende direktør Jörgen Eriksson fremhæver, at opkøbet styrker Catenas position på markedet for logistikejendomme i Norden og samtidig åbner døren til Finland som et nyt marked for selskabet.
– Vi ser frem til at lære de kunder, der opererer i faciliteterne, at kende, og vi håber at indgå i givende partnerskaber, hvor vi kan understøtte deres behov og udvikle os sammen, udtaler han.
Størstedelen af værdien ligger i Sverige, hvor de 12 logistikejendomme i aftalen vurderes til 6,45 milliarder svenske kroner og omfatter 444.000 kvadratmeter. I Danmark indgår én logistikejendom på Køge Egedesvej i Køge til en værdi af 175 millioner kroner og med et udlejeligt areal på 15.500 kvadratmeter. De syv ejendomme i Finland udgør en samlet værdi på 1,5 milliarder kroner og omfatter 152.500 kvadratmeter.
Overdragelsesdatoen er sat til den 1. april 2026. Samtidig vil Catena udvide sin regionale struktur, så selskabet fremover får fem regioner med oprettelsen af en ny region i Finland.





















