CEJ Ejendomsadministration i markant oprustning

CEJ Ejendomsadministration udvider ledelsen, hvilket blandt andet skyldes en administrationsaftale med Danica Ejendomme. Nye kundesegmenter oprettes desuden.

CEJ Ejendomsadministration styrke selskabets markedsposition med tre nye kundesegmenter og et nyt ansigt i ledergruppen. Udvidelsen kommer efter flere nye aftaler, senest med Danica Pension.

– Vi har budt en række nye kunder velkomne, ligesom vi oplever en stigende interesse for, at internationale investorer ønsker deres danske investeringsejendomme administreret hos os.

– Derfor har vi valgt at skærpe fokus yderligere på de enkelte kundesegmenter, udtaler administrerende direktør Anne Marie Oksen fra CEJ Ejendomsadministration i en pressemeddelelse.

CEJ Ejendomsadministration skal administrere en væsentlig del af Danica Ejendommes ejendomsportefølje, som har en samlet værdi på 38 milliarder kroner. Netop administration af ejendomme for pensionsselskaber er et af de nyetablerede kundesegmenter i CEJ Ejendomsadministration.

– Det er en tillidserklæring at blive valgt som ejendomsadministrator for et pensionsselskab, og det er også en stor opgave at starte et nyt samarbejde. Derfor giver det også god mening, at vi specialiserer os endnu mere med det nye segment, udtaler Jens H. Møller, som er blevet udnævnt til afdelingsdirektør for CEJ’s nye pensionskassesegment og samtidig også er indtrådt i ledergruppen.

CEJ Ejendomsadministration har en portefølje på mere end 1.600 ejendomme, som hovedsageligt ejes af professionelle ejendomsinvestorer og pensionsselskaber. Ifølge administrationsselskabet kræver væksten mere målrettede segmenter tilpasset kunderne.

– Vi tager udgangspunkt i vores kunders organisationer, kompetencer og individuelle krav og baserer vores arbejde på at understøtte vores kunders mål. De senere år er der for eksempel også kommet mere fokus på ESG hos vores kunder, og det har vi også organiseret os efter. Den nye struktur er derfor en naturlig del af vores løbende tilpasning efter vores kunders ønsker og behov, siger Jens H. Møller.

Udover pensionskassesegmentet har CEJ oprettet et kundesegment for internationale investorer med henholdsvis boligejendomme og erhvervsejendomme. I spidsen for erhvervsejendomme er den nyudnævnte Head of International Clients, Commercial, Line Møller Sigsgaard.

– CEJ er de internationale investorers øjne og ører i Danmark; vi betragter deres ejendomme som vores egne ejendomme. Vi ønsker fortsat at videreudvikle den høje kvalitet og service, vores kunder allerede oplever. Vi får bedre mulighed for at dele vores erfaringer på tværs af vores kundeteams og dermed gøre CEJ til en endnu bedre lokal samarbejdspartner for de internationale investorer – også i forbindelse med den grønne omstilling, udtaler Line Møller Sigsgaard.

I spidsen for internationale investorer med boligejendomme fortsætter Jeanette Rosenberg med over 16 år i CEJ som nyudnævnt Head of International Clients, Residential.

– Jeg vil fremover arbejde endnu tættere sammen med vores internationale investorer for at skabe en god dynamik med vores kunder og samarbejdspartnere i både Danmark og resten af Europa. Det er nemlig altafgørende, når man arbejder med ejendomsmarkedet, som er i konstant forandring, udtaler Jeanette Rosenberg.