Ceraco køber det gamle Urban bryggeri i Aalborg for 80 millioner

Ceraco køber det gamle Urban bryggeri på Hobrovej i Aalborg af Core Property. I dag anvendes bygningerne fortrinsvis til kontorer. Blandt lejerne er Estaldo.

Patrick Stjernholm Pedersen, der er Commercial Real Estate Advisor hos Colliers i Aalborg. Foto: PR.
Patrick Stjernholm Pedersen, der er Commercial Real Estate Advisor hos Colliers i Aalborg. Foto: PR.

Det tidligere Urban bryggeri lukkede i 1986, og ejendommen der ligger tæt på Aalborg centrum, består primært i dag af kontorer med en bred vifte af lejere. Nu har den lokale ejendomsinvestor Ceraco købt ejendommen. Det skriver Colliers, som har formidlet salget af ejendommen, i en pressemeddelelse.

Ceraco overtog det historiske bryggeri Urban på Hobrovej i Aalborg ved årsskiftet fra Core Property for 80 millioner kroner.

– Vi oplevede bred efterspørgsel fra investorer på ejendommen på Hobrovej, og det er faktisk en generel tendens, at investorerne viser interesse for flerbrugerhuse i og omkring Aalborg, fortæller erhvervsmægler Patrick Stjernholm Pedersen, der er Commercial Real Estate Advisor hos Colliers i Aalborg, om den 7.800 kvadratmeter store ejendom.

Blandt lejerne i ejendommen er Region Nordjylland og Aalborg Kommune samt en række private virksomheder. Den nyeste lejer i bygningen er ejendomsmægleren Estaldo. Ejendommen har desuden en mindre butik på 304 kvadratmeter, som er udlejet til Fri Bikeshop.

– Flere investorer viste også interesse for bryggeriet, fordi tomgangsprocenten for kontorlokaler i Aalborg er lav. Den tendens så vi omkring årsskiftet, men det også aktuelt i dag, hvor det kun er 5,1 procent af kontorlokalerne, som står tomme, fortsætter Patrick Stjernholm Pedersen.

Foruden at være et eftertragtet flerbrugerhus, er de oprindelige bygninger, der husede bryggeriet, også opgivet til at have en bevaringsværdi på 3, som ifølge Slots- og Kulturstyrelsen gives til særligt bevaringsværdige bygninger.

Ceraco køber det gamle Urban bryggeri på Hobrovej i Aalborg af Core Property. Foto: Colliers.
Ceraco køber det gamle Urban bryggeri på Hobrovej i Aalborg af Core Property. Foto: Colliers.

Bryggeriet blev oprindeligt opført af Urban – Aalborg Aktie-bryggeri, som startede produktionen af øl i 1897 og er kendt for at have opfundet Limfjordsporteren. Urban – Aalborg Aktie-bryggeri er i dag en del Royal Unibrew.

I forbindelse med omdannelsen af de gamle bryggeribygninger til kontor blev der opført to nye bygninger, som sammen med det bevaringsværdige bryggeri udgør de cirka 7.800 kvadratmeter.

– Vi har efterhånden et godt kendskab til ejendommen på Hobrovej, hvor vi også har formidlet flere af udlejningsaftalerne. Nu ser vi frem til at bistå med rådgivning i forbindelse med den videre udvikling af ejendommen i samarbejde med Ceraco A/S, slutter Patrick Stjernholm Pedersen.

Ceraco er et privatejet ejendoms- og udviklingsselskab, som investerer i ejendomme og grunde med et udviklingspotentiale med henblik på at skabe færdige ejendomsprojekter, som enten kan videresælges eller indgå i Ceracos egen ejendomsportefølje.​ Ceraco indgår i Carl Ejler Rasmussen & Co.-koncernen.