City Vest tømmes for interiør

A. Enggaard har modtaget 125 henvendelser fra organisationer, der vil bruge reolsystemer, køkkeninventar og rullegitre fra den del af City Vest, der skal tømmes i forbindelse med omdannelsen af centret.

A. Enggaard vil omdanne City Vest i Gellerup til et nyt bydelscenter med specialbutikker og dagligvareforretninger.

Den nordlige del af centret, som renoveres og bibeholdes, skal tømmes, inden renoveringen begynder. A. Enggaard har derfor givet lokale foreninger og organisationer muligheden for – kvit og frit – at hente lysarmaturer, trapper, overvågningskameraer eller nogle af de mange andre ting, som ikke længere skal benyttes i centret. Det skriver entreprenør- og byudviklingsvirksomheden i en pressemeddelelse.

Ikke mindre end 125 foreninger og organisationer har lagt billet ind på at hente ting fra butikscentret, og A. Enggaard forventer, at der kommer flere runder, hvor det er muligt for foreninger og organisationer at byde ind.

– Det er spild af ressourcer at smide ting ud, som andre kan få glæde af. I A. Enggaard er vi meget opmærksomme på den vigtige rolle, som frivillige foreninger og organisationer har i samfundet. Vi håber derfor at kunne give dem nogle muligheder, de ellers ikke havde haft, ved gratis at kunne afhente de mange gode og funktionelle ting, der ikke længere er brug for i City Vest, siger projektudvikler Lars Thesmer Sørensen fra A. Enggaard.

A. Enggaard har modtaget henvendelser fra blandt andet idrætsforeninger, skoler, institutioner og fritidsklubber og har ikke på forhånd sat begrænsninger på, hvor mange effekter de kan lægge billet ind på.

I forbindelse med gennemgangen af de mange ansøgninger vil A. Enggaard dog sørge for, at så mange som muligt bliver tilgodeset, hvorefter modtagerne får besked om, hvad de har fået tildelt. Samtidig får foreninger og organisationer oplysninger om, hvornår tingene skal afhentes.

De forholdsvis små ting som møbler og brugskunst skal hentes i december eller i begyndelsen af januar, men større ting som køkkener, rullegitre med mere skal hentes i starten af det nye år.

Afhentningen af ting fra centret er et led i A. Enggaards plan om at omdanne City Vest til et bydelscenter med dagligvareforretninger og specialbutikker og etablere et levende boligkvarter med både leje- og ejerboliger i en del af det nuværende centerområde.

Udviklingen gennem de seneste år .har vist, at tiden er løbet fra City Vest som et stort regionalt center, og det er årsagen til, at A. Enggaard gerne vil foretage ændringer. Før planerne konkretiseres, inddrager Aarhus Kommune borgerne i debatten om bydelens fremtid, hvorefter A. Enggaard arbejder videre med en udviklingsplan sammen med Aarhus Kommune.

A. Enggaard købte i december 2022 City Vest af Danske Shoppingcentre.