Civica står i samarbejde med Manage And Build bag et nyt boligprojekt i Søndersø. Illustration: TKT Arkitekter.
Civica står i samarbejde med Manage And Build bag et nyt boligprojekt i Søndersø. Illustration: TKT Arkitekter.

Boligselskabet Civica vil i samarbejde med entreprenørfirmaet Manage And Build og TKT Arkitekter bygge 30 almene boliger på Odensevej 8-14 tæt ved rundkørslen ved Rema 1000 i Søndersø.

Det skriver Fyens.dk.

Projektet omfatter to bygninger i to etager med boliger, erhverv og muligvis offentlige funktioner som bibliotek og borgerservice.

Byggeriet får et samlet boligareal på omkring 2.030 kvadratmeter, mens der i stueetagen planlægges cirka 300 kvadratmeter til erhverv eller offentlige formål. Lejlighederne bliver mellem 65 og 75 kvadratmeter og er især målrettet mindre husstande som enlige og par.

Projektet kræver dog både en ny lokalplan og et tillæg til kommuneplanen, fordi bebyggelsesprocenten på den 4.000 kvadratmeter store grund lander på omkring på 57 procent, hvilket er i overkanten i forhold til den gældende kommuneplanramme.

Nordfyns Kommune vurderer samtidig, at projektet er så omfattende, at planerne skal sendes i offentlig høring. Ifølge kommunen tager planprocessen typisk omkring et år.

– Der går flere år, inden nogen kan sætte en nøgle i døren og låse sig ind, siger Civicas direktør Britt Kielstrup Hansen til Fyens.dk.

Kommunen skal også tage stilling til trafikforhold og parkering omkring området. Der er foreløbigt planlagt én parkeringsplads pr. bolig med adgang fra Dallundvej.

Planerne betyder desuden, at biblioteket og borgerservice på Odensevej 8 skal flytte. Kommunen undersøger blandt andet, om de nye erhvervslokaler i byggeriets stueetage kan bruges til formålet.

Indtil videre har politikerne i teknik- og miljøudvalget i Nordfyns Kommune nikket ja til at sætte gang i planprocessen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev