
Den almene boligorganisation Civica vil opføre 56 nye almene familieboliger og et fælleshus i Bellinge Fælled i Odense Sydvest. Arkitema har bidraget med skitser til projektet i den indledende fase.
Projektet bliver en del af kommunens mål om at etablere 1.000 nye almene boliger frem mod 2029.
Boligområdet skal bygges i et delområde på et kommunalt areal, som kommunen har besluttet at sælge til Civica. Projektet omfatter næsten 5.000 etagemeter byggeri og får en samlet anskaffelsessum på omkring 131 millioner kroner.
De nye boliger bliver fordelt på rækkehuse i ét og to plan i størrelser fra 58 til 115 kvadratmeter. Huslejen forventes at ligge mellem cirka 6.000 og 11.200 kroner om måneden afhængigt af boligtype og størrelse. Der etableres også et fælleshus på 120 kvadratmeter med plads til aktiviteter og fællesskab.

Projektet er udviklet med fokus på grønne omgivelser, sociale fællesskaber og lav klimapåvirkning.
Boligområdet skal være bilfrit mellem husene, mens parkering placeres i kanten af området med ladestandere til elbiler. Der anlægges stier, grønne fællesarealer, legepladser og opholdsområder, som skal styrke naboskabet og gøre naturen til en del af hverdagen.
Civica forventer at bygge efter lavemissionskrav med brug af blandt andet genanvendte og biogene materialer. Der arbejdes også med lokal håndtering af regnvand, grønne tage og biodiversitet i landskabet.
Hvis projektet godkendes endeligt, forventes byggeriet at gå i gang i 2027 og stå færdigt i 2028.
Civica råder i forvejen over 11.200 boliger fordelt på 130 afdelinger i flere fynske kommuner.






















