Claus Bjørton, vicedirektør i Himmerland Boligforening. Foto: Jonathan Grevsen.
Claus Bjørton, vicedirektør i Himmerland Boligforening. Foto: Jonathan Grevsen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Himmerland Boligforening udvider ledelsen med en ny vicedirektør, og her er valget landet på 42-årige Claus Bjørton, der tiltræder hos den almene boligforening med base i Aalborg den 16. januar 2023. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Claus Bjørton kommer fra en stilling som kundechef og forretningsfører i KAB, hvor han har haft ansvaret for store byomdannelser på Københavns vestegn. I Himmerland Boligforening får han det overordnede ansvar for forretningsområderne trivsel og udvikling.

Siden Claus Bjørton startede i KAB har han haft ansvaret for byggeaktiviteter i omegnen af 4 milliarder kroner – herunder omfattende saneringer og nedrivninger i et ghettoområde i Høje-Taastrup.

Han er et kendt ansigt i Himmerland, da han i perioden 2007-2015 var ansat som specialkonsulent med ansvar for blandt andet udviklingsprojekter.

– Vi er glade og stolte over at kunne sige velkommen hjem til en kapacitet som Claus. Med ham skal vi videreudvikle og styrke vores rolle som strategiske byudviklere med et stærkt fundament i beboerdemokratiet, udtaler Ole Nielsen, der er direktør i Himmerland Boligforening, i meddelelsen.

Med cirka 7.500 lejemål er Himmerland Boligforening en af Jyllands største almene boligorganisationer.

– Himmerland bliver altid nævnt først, når det kommer til almene boligorganisationer i Nordjylland, og det er der gode grunde til. Når vi finder på nyt, holder også københavnerne øje – det kan jeg skrive under på efter syv år i Danmarks største almene boligselskab. Den position har vi i Himmerland brugt 20 år på at opbygge, og den skal udbygges og videreføres, udtaler Claus Bjørton.

Claus Bjørton er allerede flyttet til Aalborg, hvor han bor med sin søn, og han er klar til at tage fat, når han den i midten af januar møder ind på kontoret i Rendsburggade.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling