Clever løfter omsætningen med over en milliard kroner – men taber stadig penge

Salget vokser eksplosivt i takt med danskernes skifte til elbiler, men milliardinvesteringer i ladeinfrastruktur sender fortsat selskabet ud med et stort underskud.

Lynlader fra Clever. Foto: Dansk Byudvikling.
Lynlader fra Clever. Foto: Dansk Byudvikling.

Clever øgede i 2025 sin omsætning fra 1,54 milliarder kroner til 2,56 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på 66 procent og en fremgang på mere end 1 milliard kroner på blot ét år.

Det oplyser ladeoperatøren i en pressemeddelelse.

Den kraftige vækst skyldes især den stigende efterspørgsel efter opladning, efterhånden som elbiler dominerer nybilsalget i Danmark.

– Den udvikling har Clever understøttet gennem massive investeringer i attraktive ladeløsninger og et landsdækkende ladenetværk, og det arbejde fortsætter i takt med, at endnu flere danskere vælger elbilen til, udtaler administrerende direktør Marlene Holmgaard Fris fra Clever.

Samtidig forbedrede selskabet den underliggende drift, hvor resultatet før afskrivninger steg fra 113 millioner kroner til 141 millioner kroner.

På trods af fremgangen endte Clever dog med et underskud før skat på 255 millioner kroner.

Selskabet forklarer det med fortsatte store investeringer i udbygningen af det landsdækkende ladenetværk, og resultatet betegnes som tilfredsstillende.

– Vi investerer langsigtet i den ladeinfrastruktur, som er en forudsætning for omstillingen til elbiler, udtaler koncerndirektør i Andel og bestyrelsesleder i Clever, Jesper Hjulmand.

– Sammen med Clever har vi opbygget et landsdækkende ladenetværk, som understøtter den udvikling og gør Danmark til et af verdens bedste lande at være elbilist i.

I 2025 investerede Clever og ejeren Andel samlet 946 millioner kroner i ladeinfrastruktur, og i 2026 ventes investeringerne at runde yderligere 1 milliard kroner. Baggrunden er forventningen om, at antallet af elbiler på de danske veje vil vokse fra mere end 600.000 i dag til omkring 1,6 millioner inden 2030.

– Elektrificeringen fortsætter med høj fart, og efterspørgslen efter opladning vil fortsætte med at vokse. Det giver et stærkt fundament for, at den vækst, vi ser i markedet i dag, i de kommende år kan omsættes til stærkere økonomiske resultater, udtaler Jesper Hjulmand.

For 2026 forventer Clever en omsætning på over 3 milliarder kroner og et resultat før afskrivninger på mere end 300 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev