I Danmark er det besluttet, at vi skal reducere landets CO2-udslip med 70 procent frem mod 2030. Et ambitiøst mål, der kræver en indsats fra alle dele af samfundet. I den forbindelse stammer 10 procent af vores udledning ifølge regeringens klimapartnerskaber fra produktion af byggematerialer samt selve byggeprocessen.
Derfor kan det undre os i foreningen Træ i Byggeriet, at regeringen i sit nye udspil til den grønne skattereform – som ellers er et fornuftigt og nødvendigt tiltag i kampen for den grønne omstilling – giver en markant rabat til blandt andet cement- og betonproduktionen, hvor enkelte virksomheder er ansvarlig for fire procent af hele Danmarks CO2-udledning.
Forklaringen er, at en høj afgift blot vil få virksomhederne til at flytte produktionen ud ad Danmark, hvor de fortsat vil forurene. Men her har de økonomiske vismænd for eksempel påpeget, at gevinsten ved rabatten formodentlig ikke er reduceret lækage, men primært fastholdt erhvervsstruktur. Dernæst peger de på, at den danske cementproduktion faktisk er mere CO2-intensiv end det europæiske gennemsnit.
Præmissen for rabatten i CO2-afgiften er kort sagt, at vi også fremadrettet i høj grad skal prioritere beton som byggemateriale. Beton er selvfølgelig nødvendig på visse områder, men vi skal reducere brugen til der, hvor det er absolut nødvendigt. For der findes nemlig mere bæredygtige alternativer såsom træ. For det første kan træ lagre kulstof, og når man benytter træet som byggematerialer, forlænges lagringen. For det andet er træer en fornybar ressource, da vi løbende kan plante nye. For det tredje udleder produktionen af en kubikmeter træ cirka 1,1 ton mindre CO2 sammenlignet med konventionelle byggematerialer såsom beton. En rapport fra Rambøll har i den forbindelse vist, at der kan spares 3,5 millioner tons CO2 over de kommende ti år ved at øge brugen af træ og træbaserede produkter i nybyggeri i Danmark. Det svarer i gennemsnit til en årlig besparelse på 14,5 procent af den samlede CO2-reduktion, som vi i Danmark skal opnå for at leve op til vores nationale klimamålsætning i 2030.
Regeringen har da også fokus på at skabe et mere bæredygtigt byggeri. Sidste år lancerede Indenrigs- og boligministeriet en national strategi for bæredygtigt byggeri. Her var et initiativ blandt andet, at bæredygtige byggematerialer skal fremmes, herunder viden om muligheder for anvendelsen af træ i byggeriet samt de positive klimamæssige effekter, det kan medføre. Men selvom der er sket en stigning i anvendelsen af træ de seneste ti år, så udgjorde træbyggeri under en tiendedel af det samlede byggeri i Danmark i 2020.
Ser vi mod Sverige, er tendensen anderledes. I Sverige har man en lang tradition for træbyggeri, hvor man for eksempel kan bygge etageboliger i træ 16 procent billigere, end hvis de var af beton. I Danmark har vi modsat haft en lang tradition for at bygge i beton, der kan spores tilbage til 1960’erne, hvor betonbyggerier fik økonomisk støtte til at imødekomme den øgede boligefterspørgsel. Men hvis vi skal skabe et mere bæredygtigt byggeri i fremtiden – og det skal vi –, så bliver vi nødt til at skifte fokus væk fra betonen og opbygge ekspertise inden for træbyggeri.
Regeringen har allerede taget nogle skridt i den rigtige retning. Der har blandt andet været tale om klimaerhvervsskoler, og ved finansloven i 2021 blev aftalepartierne enige om at afsætte en pulje til grøn efteruddannelse og opkvalificering. Det er et vigtigt fokus, for hvis vi skal gøre brug af træets grønne potentiale i byggeriet, kræver det, at vi uddanner eksperter på området. Derfor skal træbyggeri fylde mere i undervisningen på både erhvervsuddannelser og på de videregående uddannelser. For eksempel ved at undervisning i træ og trækonstruktioner gøres obligatoriske på alle videregående bygge- og anlægsuddannelser.
Regeringens udspil til en grøn skattereform med en rabat til såkaldte mineralogiske produktioner er desværre endnu et eksempel på særhensyn i betonens favør. Det er på tide, at vi sigter efter en reel ensartet CO2-afgift, så blandt andet byggematerialers forurening reelt afspejles i prisen for disse. Det er både den samfundsøkonomisk billigste og mest klimavenlige vej at gå. Cement- og betonindustrien har igennem mange år været begunstiget af lave energiafgifter og dermed kunnet levere produkter til kunstigt lave og konkurrenceforvridende priser. Det skal og bør da være dyrere at bygge med stærkt CO2-belastende materialer.
