Direktør Michael Lundgaard Thomsen, Aalborg Portland. Foto: © Lars Horn / Baghuset.
Direktør Michael Lundgaard Thomsen, Aalborg Portland. Foto: © Lars Horn / Baghuset.

Nu kan også den almindelige forbruger og mindre håndværkere og entreprenører anvende CO2-reduceret cement i deres byggeprojekter, efter Aalborg Portland har udrullet FutureCEM i en række danske byggemarkeder. Det oplyser den nordjyske cementproducent i en pressemeddelelse.

– Vi ser i øjeblikket byggemarkederne have et stort fokus på grøn omstilling i forretningerne, ligesom forbrugerne i højere grad ønsker at bygge miljørigtigt. Derfor er det en milepæl, at vi nu kan understøtte byggemarkederne i den udvikling og tilbyde både private forbrugere og professionelle håndværkere at anvende CO2-reduceret cement i deres byggeprojekter, udtaler direktør Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland i meddelelsen.

FutureCEM har ifølge Aalborg Portland op til 30 procent lavere CO2-aftryk sammenlignet med konventionel cement. Den klimavenlige cement er allerede taget i brug hos flere af landets betonproducenter og er anvendt i flere større byggerier som eksempelvis NREPs bæredygtighedsbyggeri UN17 Village i Ørestad, ligesom AP Pension, som er blandt Danmarks største private bygherrer, har valgt at konvertere til FutureCEM i samtlige af sine byggerier.

Med introduktionen af FutureCEM i både 25 kilo sække og big bags i byggemarkeder ventes det imidlertid, at den CO2-reducerede cement nu også vil blive taget i anvendelse i byggerier af langt mindre skala.

Særligt velegnet til fundamenter, gulve og vægge

FutureCEM er godkendt til anvendelse til langt de fleste opgaver og er blandt andet særligt velegnet til fundamenter, gulve og vægge, men kan også anvendes i eksempelvis mørtler. Anvendes FutureCEM til et typisk betongulv, vil man som bygherre kunne opnå en besparelse på 7,8 kilo CO2 per kvadratmeter sammenlignet med brugen af konventionel grå cement.

– Vi har nu gennem en årrække arbejdet intensivt på at skabe en cement med lavere CO2-aftryk, som med samme høje styrke og gode egenskaber kan anvendes i både de allerstørste byggerier og helt små private projekter. Derfor er det også positivt, at vi nu via byggemarkederne og deres kyndige medarbejdere kan tilbyde private forbrugere og professionelle håndværkere et mere miljørigtigt alternativ til de konventionelle cementtyper, siger Michael Lundgaard Thomsen.

FutureCEM blev introduceret på markedet i 2021 og er udset til at levere markante CO2-besparelser i hele byggeriets værdikæde – fra cement til det færdige byggeri. I maj 2022 vandt den patenterede løsning Byggeriets Klimapris, der gives til en klimaløsning eller -teknologi med dokumenteret markant nedsættelse af CO2-udslip ved anvendelse af løsningen eller ved fremstillingen af produktet.