Cobblestone bliver en del af ny nordisk ejendomsforvalter

Cobblestone går sammen med svensk-finsk ejendomsforvalter, der ejes af kapitalfonden Adelis Equity Partners, og skaber ny nordisk aktør.

Direktør Ashkan Ahmadinia fra Cobblestone. Foto: PR.
Direktør Ashkan Ahmadinia fra Cobblestone. Foto: PR.

Cobblestone går sammen med den svensk-finske ejendomsforvalter Retta, der ejes af kapitalfonden Adelis Equity Partners.

Sammen etablerer de Inna, som bliver en ny nordisk aktør inden for ejendomsforvaltning. Det nye selskab får omkring 775 medarbejdere fordelt på 19 kontorer i Danmark, Finland og Sverige.

Det oplyser ejendomsforvalteren i en pressemeddelelse.

For kunder og samarbejdspartnere i Danmark betyder sammenlægningen, at alt fortsætter som hidtil, fremgår det.

Cobblestone bevarer de samme medarbejdere, opgaver og ledelse, og den danske ejerkreds bliver samtidig medejere af det nye nordiske selskab. Samtidig får virksomheden adgang til en større nordisk platform med flere kompetencer og større kapacitet.

Som Inna vil selskabet kunne tilbyde samlet nordisk ejendomsforvaltning på tværs af lande, mens den lokale forankring og det tætte kendskab til det danske marked fastholdes.

Ledelsen i Cobblestone fortsætter uændret, og bestyrelsesformand Rasmus Juul-Nyholm får plads i bestyrelsen for det nye nordiske selskab.

Ifølge Cobblestone sker sammenlægningen som konsekvens af et ejendomsforvaltningsmarked i hastig forandring, hvor internationalisering, stigende krav til bæredygtighed, samlet rapportering, digitalisering og behovet for stabile driftsmodeller stiller nye krav til branchen. Samarbejdet er ifølge parterne et strategisk svar på denne udvikling.

I løbet af foråret vil Cobblestone gradvist arbejde mere på tværs af landegrænser og skifte navn til Inna, mens den daglige drift og samarbejdet med kunderne fortsætter uændret.

Tilmeld Nyhedsbrev