
Fyns Politi har fundet et nyt hovedsæde i Odense.
Bygningsstyrelsen har købt den næsten 18.500 kvadratmeter store erhvervsejendom på Niels Bohrs Allé 185 af PensionDanmark for 110 millioner kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har formidlet salget på vegne af PensionDanmark.
Efter en omfattende ombygning for op mod 460 millioner kroner skal bygningen samle politiets funktioner under ét tag.
– Nu ser vi frem til nye og bedre rammer, der kan fremtidssikre vores behov. Samtidig glæder vi os til at få bedre plads, så arbejdsvilkårene for vores medarbejdere kan leve op til moderne standarder, udtaler Lisa Vibe-Pedersen, Stabschef hos Fyns Politi.
Ejendommen ligger tæt ved Bilkabyen og Rosengårdcentret med gode forbindelser til både vejnettet og letbanen. Ifølge parterne gør bygningens størrelse og placering den velegnet til en moderne politistation med de nødvendige krav til drift og sikkerhed.
Transaktionen er gennemført af Colliers Fyn i et tæt samarbejde mellem Martin Fuhlendorff, Mads Mehl Mortensen og Martin Pedersen.
– Det har været en både spændende og kompleks opgave at finde de rette rammer til en moderne politistation, da sådanne sager stiller en række unikke, nødvendige krav. Takket være vores tætte relation til Fyns Politi fik vi dog hurtigt identificeret et stærkt match mellem deres behov og ejendommens muligheder, udtaler Martin Pedersen, Senior Director hos Colliers Fyn.






















