Colliers Danmark styrker sit kommercielle fokus med ansættelsen af Allan Strand Olesen i en nyoprettet stilling som salgsdirektør (CCO).
Han tiltræder i løbet af andet kvartal, oplyser erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
– Vi har gennem de seneste år investeret massivt i transformationen af vores forretning. Nu skal vi udnytte den nye platform, som i kombination med en overordnet salgsfunktion vil øge sammenhængen i vores services og den værdi, vi skaber, på tværs af geografi og kundebehov, udtaler administrerende direktør fra Colliers, Carsten Gørtz Petersen.
Allan Strand Olesen er 58 år og bor i Holte. Han kommer fra en stilling som investeringsdirektør og partner hos den pannordiske ejendomsinvestor Genesta Property Nordic, hvor han har arbejdet med vækststrategier, salg samt investering og porteføljestyring i Norden.
Han har ifølge Colliers mere end 25 års erfaring fra ejendomsbranchen og et bredt kendskab til både investering, ledelse og nordisk samarbejde.
Som salgsdirektør får Allan Strand Olesen ansvar for at udvikle Colliers Danmarks kommercielle strategi, styrke kundeoplevelsen, identificere nye forretningsmuligheder og bidrage til at udbygge virksomhedens markedsposition.
– Jeg glæder mig til samarbejdet, hvor vi i fremtiden vil øge vores markedsandele og skabe en solid salgsperformance, udtaler Carsten Gørtz Petersen.
Ved tiltrædelsen bliver Allan Strand Olesen en del af direktionen og partnergruppen i Colliers, som foruden Colliers’ europæiske organisation tæller ni danske partnere.























