
Copenhagen Capital har indgået en bindende aftale om at købe kontorejendommen på Dag Hammarskjölds Allé 13 tæt på den amerikanske ambassade på Østerbro i København.
Det oplyser selskabet i en børsmeddelelse.
Købet gennemføres som en aktivhandel i delt ejerskab med Tokara Ventures. Prisen oplyses til et lavt trecifret millionbeløb.
Ejendommen er en markant kontorejendom på godt 3.200 kvadratmeter, og ifølge Copenhagen Capital passer investeringen ind i selskabets langsigtede strategi om at købe velbeliggende ejendomme, særligt kontorejendomme med potentiale for omdannelse.
– Dag Hammarskjölds Allé 13 er en attraktiv ejendom med en stærk beliggenhed og et betydeligt udviklingspotentiale. Vi ser gode muligheder for at skabe langsigtet værdi gennem en målrettet konvertering til bolig og ser frem til samarbejdet med Tokara Ventures, udtaler direktør Rasmus Greis, Copenhagen Capital.
Planen er at gennemføre en trinvis omdannelse af ejendommen fra erhverv til moderne ejerlejligheder. Udviklingen skal ske gennem aktiv forvaltning og modernisering af bygningen, så der kan skabes tidssvarende boliger.
Tokara Ventures deltager som medinvestor og fremhæver samarbejdet som et udtryk for tillid til Copenhagen Capitals erfaring inden for ejendomsudvikling.
Ejendommen overtages den 1. marts 2026. Udviklingen forventes gennemført i flere faser, og første fase ventes igangsat inden for de første 24 måneder. Sælger er Industriens Pension.
– Industriens Pension købte Dag Hammarskjölds Allé 13 i 2015, og ejendommen har gennem årene leveret et fornuftigt afkast til medlemmerne. Vi sælger den som led i vores arbejde med at optimere porteføljesammensætningen, og samtidig er timingen god i forhold til, at en ny ejer kan videreudvikle ejendommen, udtaler Søren Tang Kristensen, ejendomschef i Industriens Pension.
Ejendommen består af tre bygningsdele fra henholdsvis 1917, 1936 og 1958, og den beskrives som en kombination af historisk arkitektur og moderne funktionalitet.
Der er desuden i alt 26 parkeringspladser, heraf 17 i parkeringskælder og 9 i terræn, hvilket ifølge selskaberne er en sjælden kvalitet i området.






















