Copi sælger ejendom midt i København

Copi har solgt en ejendom tæt på Nytorv i København til selskabet Copenhagen Capital Management ved familien Purlund.

Copi har solgt ejendommen på Vandkunsten 6 i København K. Det oplyser ejendomsselskabet på LinkedIn.

Køber er Copenhagen Capital Management, der ejes af familien Purlund.

Copi købte i 2023 den 1.085 kvadratmeter store ejendom i en handel, der er tinglyst til en pris på 34 millioner kroner.

Dengang var sælger Sydjydsk Ejendomsaktieselskab, som havde ejet ejendommen siden 1948.

Nu overtager Copenhagen Capital Management ejendommen i en selskabshandel, og dermed er transaktionen ikke tinglyst. I den seneste årsrapport fra selskabet bag er ejendommen bogført til en værdi på 59,7 milioner kroner.

Ifølge Copi kan ejendommen dateres tilbage til 1881. Ejendommen rummer aktuelt ni lejligheder og to erhvervslejemål fordelt på i alt fem etager.

Colliers har formidlet handlen, og Copi er desuden blevet rådgivet af advokat Anders Friis fra Accura, mens Copenhagen Capital Management er blevet rådgivet af advokat Frantz Sigersted fra Schjødt.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling