Cowi har leveret sit bedste halvårsresultat nogensinde. Det oplyser rådgivningsvirksomheden i en pressemeddelelse.
I første halvdel af 2025 steg lønsomheden markant, drevet af effektiv projektgennemførelse, stram omkostningsstyring og en vellykket transformation af virksomheden.
Resultatet for perioden endte på 169 millioner kroner, en stigning på 173 procent sammenlignet med første halvår af 2024. Samtidig blev driftsresultatet tredoblet til 262 millioner kroner, og overskudsgraden nåede op på 8 procent.
Omsætningen landede på 4,2 milliarder kroner, lidt lavere end året før.
– Vi har lagt alle vores kræfter i at øge vores lønsomhed, udtaler koncerndirektør Jens Højgaard Christoffersen, Cowi.
– Det er kun naturligt, at det påvirker vores vækst, når lønsomhed er det vigtigste parameter, og vi samtidig er i gang med en transformation, hvor vi omstrukturerer og foretager fravalg inden for enkelte forretningsområder. Men vi er overbeviste om, at vi med vores prioritet sikrer fundamentet for langvarig succes ved at strømline virksomheden
Ordrebogen ligger stabilt på 6,4 milliarder kroner, og virksomheden ser gode muligheder for vækst i de kommende år.
Særligt inden for vedvarende energi, byggeri og infrastruktur oplever Cowi øget efterspørgsel. Nye kontrakter tæller blandt andet store projekter inden for eltransmission i Sverige, sundhedsbyggerier i Norden og opgraderinger af Københavns metro.
Samtidig deltager selskabet i internationale infrastrukturprojekter som en ny tunnel i Canada, motorvejsbyggeri i Norge og et maritimt innovationscampus i Danmark.
Cowi: Nøgletal – første halvår 2025
| Millioner kroner | Første halvår 2025 | Første halvår 2024 | Forskel |
| Omsætning | 4.194 | 4.349 | -4 procent |
| EBITA* | 334 | 303 | +10 procent |
| EBITA*-margin | 8,0 procent | 7,0 procent | +1,0 procent-point |
| EBIT inkl. særlige poster | 262 | 81 | +223 procent |
| EBIT-margin | 6,2 procent | 1,9 procent | +4,3 procent-point |
| Resultat for perioden | 169 | 62 | +173 procent |
| Pengestrøm fra driftsaktiviteter inklusive særlige poster |
-26 | -170 | +144 |
| Pengestrøm fra driftsaktiviteter eksklusive særlige poster | 54 | -108 | +162 |
| Egenkapital | 1.781 | 1.605 | +11 procent |
| Egenkapitalandel | 44 procent | 39 procent | +5 procent-point |
| Antal medarbejdere den 30. juni | 7.426 | 7.902 | -6 procent |
EBITA* svarer til resultatet af primær drift før finansielle poster, resultat efter skat i associerede selskaber, skatter og afgifter, afskrivning af goodwill samt opkøbsrelaterede immaterielle anlægsaktiver og særlige poster.
Kilde: Cowi.























