Cowi har netop præsenteret årsrapporten for 2022. Omsætningen steg med 12 procent fra 6,6 milliarder kroner i 2021 til 7,3 milliarder kroner i 2022.
Resultatet før skat landede i 2022 på 247 millioner kroner mod 214 millioner kroner året før. Efter skat lyder overskuddet på 160 millioner kroner i 2022 mod 146 millioner kroner året før. Endelig blev pengestrømmen i 2022 forbedret med 153 millioner kroner til 382 millioner kroner, skriver rådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.
– Bæredygtighed er blevet en konkurrenceparameter for alle. Vores overbevisning om at fremme bæredygtige løsninger matcher således godt med vores kunders ambitioner og udfordringer. Det glæder mig derfor, at vi i et turbulent marked har styrket vores kunderelationer og sammen skabt merværdi for kunder og samfund, fremtidige generationer og os selv, udtaler Jens Højgaard Christoffersen, adminstrerende direktør i Cowi.
Også antallet af medarbejdere bevæger sig på en vækstkurve. I 2022 voksede arbejdsstyrken med 691 fuldtidsansatte svarende til ti procent. Dermed beskæftiger Cowi aktuelt 7.500 medarbejdere.
– Vores fokus på at forme en grønnere fremtid har været en magnet i forhold til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det er ganske opløftende, når man tager i betragtning, at alle higer efter de samme kvalificerede mennesker. Det styrker vores konkurrenceevne og gør det muligt at sætte turbo på vores vækstambitioner, udtaler Jens Højgaard Christoffersen.
Væksten er sket inden for alle forretningsenheder, dog særligt inden for Cowi vind- og vedvarende energiforretning, der oplevede en vækst på over 25 procent sidste år. Væksten kommer især fra aktiviteter i Danmark, Norge, Nordamerika og Storbritannien, oplyser Cowi.
– Det er blevet markant vanskeligere at forudsige markedsudviklingen. Og med en lurende recession og en ny geopolitisk situation er det nok meget fornuftigt at udvise økonomisk mådehold inden for visse områder. Men klimaforandringerne kan vi ikke sætte på pause, og jeg oplever, at det offentlige og private vil fortsætte det høje investeringsniveau i den grønne omstilling i det kommende år. Set i det lys forventer vi at fortsætte vores vækst, om end på et lidt lavere niveau end i 2022, slutter Jens Højgaard Christoffersen.
Hoved- og nøgletal | 2022 | 2021 |
Millioner kroner | ||
Omsætning | 7.326 | 6.569 |
Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) | 502 | 419 |
EBITDA-margin | 6,9 procent | 6,4 procent |
Resultat af primær drift før afskrivninger (EBITA) | 435 | 347 |
EBITA-margin | 5,9 procent | 5,3 procent |
Resultat af primær drift (EBIT) | 306 | 219 |
Overskudsgrad (EBIT-margin) | 4,2 procent | 3,3 procent |
Resultat før skat | 247 | 214 |
Resultat for perioden | 160 | 146 |
Samlet formueværdi | 3.706 | 3.827 |
Egenkapital | 1.513 | 1.469 |
Egenkapitalandel | 40,8 procent | 38,4 procent |
Pengestrøm fra driftsaktiviteter | 382 | 229 |
Antal medarbejdere den 31. december | 7.501 | 6.810 |