Cowi skruer op for væksten og løfter forventningerne

Rådgivningsgiganten omsatte for 4,5 milliarder kroner i første halvår og øgede driftsresultatet med ni procent. Samtidig nåede ordrebeholdningen et rekordniveau.

Jens Højgaard Christoffersen, koncerndirektør, Cowi. Foto: PR.
Jens Højgaard Christoffersen, koncerndirektør, Cowi. Foto: PR.

Cowi er tilbage på vækstsporet efter et stabilt 2025, lyder det i en pressemeddelelse fra rådgivningsgiganten.

I første halvår af 2026 steg omsætningen til 4,5 milliarder kroner, hvilket er en organisk vækst på syv procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Også indtjeningen gik frem. Driftsresultatet, målt som EBITA, steg ni procent fra 334 millioner kroner i første halvår af 2025 til 365 millioner kroner i år. Det svarer til en indtjeningsmargin på 8,1 procent mod 8 procent året før.

Efter skat landede periodens resultat på 188 millioner kroner. Det er en fremgang på 11 procent sammenlignet med de 169 millioner kroner i første halvår sidste år.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

– Vi har forbedret vores evne til at reagere på ændringer i kundernes efterspørgsel, samtidig med at vi løbende optimerer udnyttelsen af vores ressourcer. I et udfordrende marked er evnen til at handle på tidlige signaler stadig vigtigere, udtaler administrerende direktør Jens Højgaard Christoffersen fra Cowi.

Udviklingen sker samtidig med, at Cowi har fået fyldt ordrebogen godt op. Ved udgangen af første halvår var ordrebeholdningen på rekordhøje 8,2 milliarder kroner, hvilket ifølge virksomheden giver et solidt grundlag for resten af året.

Cowi har især oplevet efterspørgsel inden for infrastruktur, byggeri og industri samt vedvarende energi.

Fremgangen får nu virksomheden til at hæve forventningerne til årets organiske vækst. Cowi forventer nu en vækst på 4-8 procent mod tidligere 1-7 procent. Forventningen til indtjeningsmarginen fastholdes på mellem 8 og 9 procent.

– Vores resultater afspejler fortsatte forbedringer i driften og et konsekvent kundefokus. Med en stærkere og mere lønsom forretning er vi godt positioneret til at investere i vækst og udnytte nye muligheder på tværs af vores markeder, siger finansdirektør Natalie Shaverdian Riise-Knudsen fra Cowi.

Antallet af ansatte steg samtidig med 2 procent til 7.548 medarbejdere ved udgangen af juni.

Cowi: Nøgletal

Millioner kroner
Første halvår 2026
Første halvår 2025
Forskel
Omsætning
4.500
4.194
+7  procent
Driftsresultat (EBITA*)
365
334
+9  procent
Driftsresultat (EBITA*) margin
8,1 procent
8,0 procent
+0,1 procent-point
EBIT, inkl. særlige poster
259
262
-1 procent
Periodens resultat
188
169
+11 procent
Egenkapital
1.912
1.781
+7 procent
Antal ansatte per 30. juni
7.548
7.426
+2 procent

EBITA* er resultatet før finansielle poster, resultat efter skat i associerede selskaber, skat, amortisering af goodwill og opkøbsrelaterede immaterielle anlægsaktiver og særlige poster. Kilde: Cowi.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev