Jens Højgaard Christoffersen, koncerndirektør, Cowi. Foto: PR.
Jens Højgaard Christoffersen, koncerndirektør, Cowi. Foto: PR.

Cowi udvider koncernledelsen og fjerner et ledelseslag. Det skal styrke strategieksekveringen, lyder det i en pressemeddelelse fra koncernen.

Ifølge koncerndirektør, Jens Højgaard Christoffersen, har Cowi leveret omkring ti procent organisk vækst de seneste år, og han mener, at koncernen står stærkt trods volatile markedsforhold.

– Verden forandrer sig hastigt, både for vores kunder og os. Vi vil bistå vores kunder og partnere så stærkt som muligt i deres omstilling til en mere bæredygtig verden, hvor den teknologiske udvikling, grøn energi og mere bæredygtige materialer bliver stadigt vigtigere. Derfor har vi brug for en enkel ledelsesstruktur og en endnu stærkere koncernledelse, forklarer Jens Højgaard Christoffersen.

– Lederne af vores fire geografiske forretningsenheder samt lederne af HR og vores ingeniør- og designcentre bliver i fremtiden en del af koncernledelsen. Det betyder, at vi endnu hurtigere og mere effektivt kan opfange signaler og træffe beslutninger.

Som konsekvens har Cowi samtidig valgt at nedlægge rollen som koncerndriftsdirektør (COO). Efter gensidig overenskomst og når overdragelse er gennemført forlader den nuværende COO, Rasmus Ødum Cowi efter 15 år i direktionen, oplyses det.

– Det er ikke nemt at sige farvel til Rasmus, som har været en dybt engageret og særdeles dygtig kollega gennem mange år. Han står fadder til mange af de initiativer, der har gjort Cowi i stand til at gennemføre udfordrende projekter. Jeg vil gerne takke Rasmus for hans mange uvurderlige bidrag til Cowi gennem årene, slutter Jens Højgaard Christoffersen.

Cowis nye koncernledelse

Group CEO Jens Højgaard Christoffersen
Group CFO Natalie Shaverdian Riise-Knudsen
Group CBDO Marius Weydahl Berg
Executive vice president for Business line Danmark Henrik Winther
Executive vice president for Business line international, samt interim leder af COWIs
ingeniør- og designcentre, Michael Bindseil
Executive vice president for Business line Norge Birgit Farstad Larsen
Executive vice president for Business line Sverige Anders Wiktorson
Head of people and culture Anne Daugaard Barslund