Cubo Arkitekter har vundet en arkitektkonkurrence om et 6.000 kvadratmeter stort praksisakademi på Rebslagervej 11 på Nørrebro i København.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra uddannelsesinstitutionen Next, som står bag projektet med et budget på 250 millioner kroner.
Udover Cubo Arkitekter deltog tre hold i arkitektkonkurrencen.
Det vindende hold består af Cubo Arkitekter, Nordic Office of Architecture, Dominia og DetBlå.
– I bedømmelsen er der lagt vægt på vinderforslagets gennemarbejdede, robuste og funktionelle kvalitet, der både understøtter teoretisk fordybelse, eksperimenter, arbejdet i værksteder og ikke mindst rammerne for elevfællesskabet, udtaler direktør Ole Heinager fra Next på vegne af bedømmelsesudvalget.

– Oveni kommer hensynet til bæredygtighed, og at praksisakademiet kommer til at åbne campus mod byen med en moderne fortolkning af industribygninger.
Praksisakademiet bliver et samlingspunkt for unge på NEXTs gymnasie- og erhvervsuddannelser på Campus Nørrebro. A.P. Møller Fonden har doneret 125 millioner kroner til projektet.
Next Uddannelse København er den største ungdomsuddannelsesinstitution i hovedstadsområdet med cirka 6.900 årselever hvert skoleår, og mere end 800 årsværk fordelt på 13 adresser.
Next Campus Nørrebro huser i dag mange forskellige erhvervsuddannelser, eux og 10. klasse.

– Praksisakademiet bliver det nye samlende element på campus med flere funktioner, der forbindes af et åbent ankomstrum, som danner grundlag for faglig interaktion og synergi i huset, udtaler Sune Nielsen, partner hos Cubo Arkitekter.
– Bygningens facader udformes som et åbent og systematisk rammeværk i træ, der trækker referencer til de øvrige bygninger på campus og genfortolkes i en moderne, bæredygtig konstruktion, udtaler Sune Nielsen, partner hos Cubo Arkitekter.
Af konkurrenceprogrammet fremgik det, at praksisakademiet på Campus Nørrebro skal kunne certificeres til DGNB Guld.
Fakta om projektet
- Vinderen af arkitektkonkurrencen er Cubo Arkitekter i samarbejde med Nordic Office of Architecture, Dominia og DetBlå. Cubo Arkitekter er blevet valgt blandt fire projekter fra prækvalificerede deltagere.
- Projektet på campusområdet på Nørrebro vil samlet koste 250 millioner kroner. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 125 millioner kroner til projektet, mens de resterende 125 millioner finansieres af NEXT.
- Bygningen bliver opført i hjertet af Campus Nørrebro og sætter gang i en større udvikling af Campus Nørrebro. Det indebærer for eksempel at åbne campus mod byen i samarbejde med Københavns Kommunes Områdefornyelse og inddrage udearealerne til mødesteder og udendørs værkstedsaktiviteter mm.
- Bygningen forventes at stå klar til indflytning i 2029.
Kilde: Next.























