Ejendomsselskabet Dades har ansat Kristian Krogh som ny administrerende direktør, oplyses det i en pressemeddelelse.
Kristian Krogh tiltræder stillingen 1. juli 2026 og kommer med mere end 30 års erfaring fra ejendomsbranchen. Han afløser dermed Søren Kristiansen, der fratrådte i januar, og konstitueret direktør Henriette Berg-Deleuran.
Aktuelt kommer Kristian Krogh fra en stilling som administrerende direktør i NCC Property Development i Danmark. Han har tidligere været landechef i Niam og administrerende direktør i Thylander samt haft ledende roller i Aberdeen, Colliers og Skanska.
Ifølge bestyrelsesformand Jacob Lyngsgaard er valget truffet efter en omfattende rekrutteringsproces, hvor både interne og eksterne kandidater er blevet vurderet.
– Vi er overbeviste om, at vi har fundet den helt rette profil i Kristian. Han bringer solid ledelses- og brancheerfaring med sig samt en stærk strategisk forståelse. Sammen med det nuværende Dades-team og de nye kollegaer fra Urban Partners vil Kristian stå i spidsen for en stærk organisation, som sikrer, at Dades fortsat er blandt de førende ejendomsselskaber i Danmark, udtaler Jacob Lyngsgaard.
Ansættelsen sker som led i Dades’ strategiske udvikling, hvor selskabet i 2026 afslutter en femårig plan for asset management og udvikling gennemført i samarbejde med Urban Partners. Herefter overgår selskabet til intern forvaltning.
– Jeg er overbevist om, at Dades både operationelt og strategisk rummer et stort potentiale, som jeg ser frem til at realisere sammen med medarbejderne, udtaler Kristian Krogh.
Dades råder over en ejendomsportefølje med en værdi på 26,3 milliarder kroner fordelt på kontorer, boliger og butikscentre i landets største byer
Porteføljen dækker et areal på 1,1 millioner kvadratmeter, og omfatter en bred vifte af ejendomstyper med en klar geografisk koncentration i de største danske byer.
Selskabet ejer 73 kontorejendomme, som hovedsageligt ligger i Storkøbenhavn, Aarhus og Odense. Herudover rummer porteføljen 23 boligejendomme, hvor der er lagt vægt på funktionalitet, komfort og effektiv drift.
Derudover indgår 13 butikscentre i porteføljen, herunder blandt andre Waves i Greve og RO’s Torv i Roskilde. Samlet set afspejler porteføljen en strategi med fokus på centrale beliggenheder og en varieret sammensætning af ejendomstyper.
Koncernen havde i 2025 en omsætning på 1,36 milliarder kroner, mens resultatet før skat lød på 1,29 milliarder kroner.
Dades har blandt andet et projekt med 26 nye boliger oven på et butikscenter i Hellerup på tegnebrættet.
























