Dagligvarekædes vestjyske byggeplaner møder modstand fra forvaltning

Kommunens forvaltning anbefaler at afvise plan om ny dagligvarebutik, fordi den kan svække eksisterende butikker og føre til lukninger.

Rema 1000. Foto: Dansk Byudvikling.
Rema 1000. Foto: Dansk Byudvikling.

Rema 1000 ønsker at bygge en ny dagligvarebutik i den nordlige del af Ulfborg, men planerne ser ud til at møde modstand på rådhuset.

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Kommunens forvaltning anbefaler, at ansøgningen bliver afvist, når politikerne skal tage stilling til sagen.

– Jeg er nysgerrig på, hvorfor det ikke anbefales, siger Holstebros borgmester og formand for Økonomiudvalget, Kenneth Tønning (V), inden mødet.

Butikskæden har søgt om at opføre en butik på 1.200 kvadratmeter ved Ringvejen og Holstebrovej. Rema 1000 bekræfter ansøgningen, men ønsker ikke at kommentere projektet yderligere, mens den politiske behandling står på.

En detailhandelsanalyse viser, at en ny butik vil give borgerne flere indkøbsmuligheder og styrke det samlede udvalg af dagligvarer.

Samtidig vurderer analysen dog, at omkring 59 procent af den nye butiks omsætning vil blive hentet fra de nuværende butikker i Ulfborg. Det vil betyde et samlet fald i omsætningen på cirka 18 procent for de eksisterende forretninger.

Analysen peger desuden på, at butikkerne i oplandsbyerne Sønder Nissum, Staby, Vemb og i mindre grad Tim kan blive så hårdt ramt, at en eller flere på sigt risikerer at måtte lukke.

Ulfborg har ifølge Danmarks Statistik godt 2.000 indbyggere, men når oplandet inkluderes er der et kundegrundlag på godt 4.100 mennesker, som i 2025 sammenlagt havde et dagligvareforbrug på omkring 102 millioner kroner.

Men de faste indbyggere er langt fra de eneste kunder. Området nyder også godt af den omfattende turisme langs Vestkysten. I 2025 registrerede Holstebro Kommune knap 600.000 overnatninger i feriehuse, godt 110.000 overnatninger på campingpladser samt 70.000 overnatninger på hoteller og feriecentre. Hovedparten af feriehusene og campingpladserne ligger inden for Ulfborgs opland.

De mange besøgende vurderes at bidrage med et potentielt dagligvareforbrug på mellem 50 og 60 millioner kroner, hvilket gør turisterne til en væsentlig del af kundegrundlaget for områdets dagligvarebutikker.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev