Coop har købt en tidligere bankbygning på Skovsbovænget i Odense for 4,4 millioner kroner.
Det skriver Fyens.dk.
Bygningen rummer 312 kvadratmeter kontorlokaler og har tidligere været brugt af både AL Sydbank og Arbejdernes Landsbank.
Købet skal ses i sammenhæng med, at Coop allerede ejer naboejendommen, hvor Brugsen Hunderupparken ligger. Ifølge Coop er planen, at ejendommen på sigt skal bruges til en udvidelse af butikken.
– Hvad det mere konkret kommer til at gå ud på, og hvornår projektet sættes i gang, kan vi endnu ikke sige noget om, oplyser Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, til Fyens.dk
Coop har de senere år købt flere ejendomme i Odense, blandt andet til dagligvarebutikker, som led i koncernens fortsatte udvikling i byen.























