
Dagrofa opruster i den hårde kamp om de danske dagligvarekunder, oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Fødevarekoncernen har indgået aftale om at købe aktiemajoriteten i ABC Lavpris, der i dag driver 16 butikker i Jylland og på Fyn med omkring 1.000 ansatte og en omsætning på cirka 1,4 milliarder kroner i 2025.
Med opkøbet tager Dagrofa et markant skridt ind på markedet for lavprissupermarkeder, hvor selskabet vil forsøge at skabe et nyt nationalt alternativ til de eksisterende kæder. ABC Lavpris fortsætter dog med samme navn, ledelse og lokale profil.
Ifølge Dagrofas koncernchef, Tomas Pietrangeli, passer købet ind i selskabets vækststrategi.
– Opkøbet af ABC Lavpris giver vi os en unik mulighed for at etablere et stærkt fodfæste i lavprissupermarkedsegmentet, udtaler Tomas Pietrangeli.
– Vi tror på, at danske forbrugere ønsker et alternativ, der kombinerer lave priser med lokalt købmandskab. Vi ser et betydeligt potentiale i at udvikle ABC Lavpris fra en stærk regionalkæde til en national kæde og som en væsentlig vækstmotor for Dagrofa.
Handlen omfatter også en række ejendomme og grunde, og Dagrofa planlægger at investere yderligere i udviklingen af kæden.
De nuværende fire ejere, som består af to grene af familien Tobiasen, fortsætter som medejere af virksomheden efter overtagelsen.
ABC Lavpris blev grundlagt i 1981 og har hovedsæde og centrallager i Tarm. Kæden er kendt for store butikker, lave priser og omkring 10.000 varer på hylderne.
Dagrofa driver i forvejen kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb og købte i 2025 Aarstiderne. Købet af ABC Lavpris kræver godkendelse fra myndighederne, herunder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Parterne oplyser ikke prisen på handlen.






















