I slutningen af 2023 købte MT Højgaard Property Development Dalum Kloster af den katolske stiftelse Sct. Hedvig for 33,5 millioner kroner.
Den historiske ejendom med 8,7 hektar tilhørende grundareal og et samlet bygningsareal på cirka 3.800 kvadratmeter skal efter planen omdannes til et boligområde med 280 boliger.
Allerede nu kan odenseanere dog snuse til parken omkring de fredede og bevaringsværdige klosterbygninger, en kirke og anneksbygninger med blandt andet lejligheder.
MT Højgaard Property Development åbner nemlig eksklusivt klosterparken op for offentligheden fra i dag til og med søndag den 1. september.
Det skriver udviklingsselskabet i en pressemeddelelse.
– Vi vil gerne give odenseanerne mulighed for at gå en tur i parken og fornemme atmosfæren. Det er et helt fantastisk sted, hvis lige man ikke finder mange andre steder, siger Frederik Østergaard Kristiansen, projektudviklingsdirektør i MT Højgaard Property Development.
Der vil være daglig adgang til klosterparken fra 8-18, og adgang kan ske via to indgange: Én i parkens sydvestlige ende ved Dalum IF – indgang via Dalumgårds Allé – og en anden til højre for kirken ud mod Dalumvej.
Selve klosteret og den tilhørende kirke vil dog være lukket for offentligheden i de to uger.
Ifølge MT Højgaard Property Development er omdannelsesprojektet aktuelt under politisk behandling i Odense Kommune.