Dan Jørgensen (S) er i dag blevet indstillet til at blive EU’s kommende energi- og boligkommissær af formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.
Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
– Energi er den portefølje, jeg allerhelst ville have, så jeg er meget glad i dag. Energipolitik kommer i den kommende tid til at stå helt centralt i EU. Det handler om klima, sikkerhed, konkurrenceevne, jobs og meget mere, udtaler Dan Jørgensen.
– Det nye fokus på boliger fra EU-Kommissionen afspejler, at EU løbende skal være med til at gøre en positiv forskel i menneskers hverdag, der hvor de oplever problemer. Der er en sammenhæng mellem energiporteføljen og boligområdet. En af de vigtigste faktorer i prisen på at bo og bæredygtigheden af en bolig er netop energiforsyningen. Flere boliger skal i fremtiden have adgang til billig og grøn energi.
Læs også: Danmark modtager 1,5 milliarder kroner i EU-støtte til infrastrukturprojekter
Inden den nye EU-Kommission kan tiltræde skal den samlet godkendes af Europa-Parlamentet. Dette sker efter en proces, hvor de forskellige kommissærer skal til høring i det for deres portefølje relevante udvalg i Europa-Parlamentet.
Dan Jørgensen skal til høring i Udvalget for Industri, Forskning og Energi. Høringsdatoen er endnu ikke fastlagt.
– Jeg ser frem til den kommende høring i Europa-Parlamentet. Jeg har jo selv været medlem af Parlamentet, så jeg ved, at det er en seriøs proces med fokus på faglighed og visioner. Og jeg ved, at der bliver stillet høje krav til de kommende kommissærers viden og evne til at besvare Parlamentets spørgsmål. Det kan jeg godt lide og har stor respekt for.