Erhvervsmægler Stig Haages, indehaver af Danbolig Erhverv København. Foto: PR.
Erhvervsmægler Stig Haages, indehaver af Danbolig Erhverv København. Foto: PR.

Danbolig Erhverv åbner et nyt erhvervscenter i København. Det oplyser erhvervsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

Bag initiativet står erhvervsmægler Stig Haages, som fra den 1. september er tiltrådt som indehaver.

Han har siden 2016 drevet sin egen forretning og har tidligere arbejdet for blandt andet Nordicals og Cushman & Wakefield RED.

Han har desuden blandt andet en HD Economics fra CBS suppleret med en diplomuddannelse i vurdering og ejendomsinvestering fra Erhvervsakademi København.

Det nye erhvervscenter skal fokusere på salg, udlejning, værdiansættelse, projektudvikling og bred rådgivning om investeringsejendomme, særligt i prisklasser op til 75 millioner kroner. Allerede fra starten er der travlhed.

– Det er en klar fordel for os og vores kunder, at jeg har taget 40 sager med over til Danbolig, udtaler Stig Haages, der allerede har løst flere opgaver i det nye setup.

Danboligs administrerende direktør Per Bie fremhæver, at Stig Haages erfaring og resultater gør ham til den rette til at lede centret. Han ser åbningen som et vigtigt skridt i koncernens ekspansion.

– Vi har stor respekt for de flotte resultater, han har opnået – senest som selvstændig erhvervsmægler med fokus på hovedstaden og Nordsjælland, udtaler Per Bie.

– Med denne lancering af et nyt erhvervscenter i form af Danbolig Erhverv København står vi nu endnu bedre rustet til at etablere flere erhvervscentre rundt i landet, forklarer Per Bie.

Han pointerer, at der nu er yderligere god grobund for øgede synergier mellem Danbolig-kædens cirka 145 boligbutikker rundt i landet og nu aktuelt syv erhvervscentre.

De syv erhvervscentre ligger i henholdsvis København, Odense, Helsingør, Hillerød, Holbæk, Kolding samt på Lolland og Falster.

Tilmeld Nyhedsbrev